Erotisk novelle · læsetid ca. 10 minutter · Sofie hader netværksmiddage. Klokken 22.14 giver hun op — og møder ham i elevatoren.
Sofie hadede netværksmiddage. Hun hadede navneskiltene. Hun hadede de små runde borde, hvor otte mennesker, der ikke kendte hinanden, skulle lade som om de havde noget tilfælles. Og mest af alt hadede hun spørgsmålet:
“Hvad laver du så?”
Efter tre timer havde hun forklaret sit arbejde syv gange. Klokken 22.14 gav hun op. Hun lagde sit navneskilt på bordet, sagde godnat til sine kolleger og gik gennem hotellets lobby mod elevatorerne. Hun havde allerede trykket på knappen, da hun hørte en stemme bag sig.
“Du flygter også?”
Hun vendte sig. En mand fra konferencen kom gående mod hende. Hun havde set ham tidligere på aftenen. Mørkt jakkesæt.
Hvid skjorte uden slips. Hun kunne ikke huske hans navn. Det var pinligt, for han havde siddet to borde fra hende.
“Jeg flygter ikke,” sagde hun.
“Nej?”
“Jeg foretager en strategisk tilbagetrækning.”
“Meget professionelt.”
Elevatordørene åbnede. De gik ind.
“Etage?” spurgte han.
“Ni.”
“Samme.”
Han trykkede. Dørene lukkede.
“Du kan heller ikke huske mit navn,” sagde han.
Sofie så på ham.
“Selvfølgelig kan jeg det.”
“Hvad hedder jeg?”
Hun tøvede. Han smilede.
“Præcis.”
“Du kan heller ikke huske mit.”
“Sofie.”
Hun kiggede på ham.
“Hvordan?”
“Du sad med navneskiltet på i tre timer.”
“Det gjorde du også.”
“Ja.”
Hun forsøgte at huske. Anders? Mikkel? Thomas?
Han reddede hende.
“Christian.”
“Jeg vidste det.”
“Løgner.”
Elevatoren standsede på sjette. Et ældre par steg ind. Sofie og Christian trådte lidt tættere sammen for at give plads. Hans arm strejfede hendes.
Et øjeblik. Ingenting. Alligevel lagde hun mærke til det. På niende steg de ud.
“Godnat, Sofie.”
“Godnat, Christian.”
Han gik til venstre. Hun til højre. Det burde have været det. På værelset tog Sofie skoene af.
Hun satte sig på kanten af sengen. Så på laptoppen. Hun havde lovet sig selv at gennemgå morgendagens præsentation én gang mere. Hun åbnede computeren.
Lukkede den igen. Hun var ikke træt. Hun var bare træt af mennesker, hun skulle være professionel overfor. På skrivebordet stod et kort fra hotellet.
ROOFTOP BAR – 11TH FLOOR
Hun tøvede. Ét glas. Så i seng. Baren var næsten tom.
Byens lys lå bag de store vinduer. Sofie bestilte et glas hvidvin og satte sig ved et lille bord i hjørnet.
“Det her begynder at ligne stalking.”
Hun vendte sig. Christian stod ved baren. Nu uden jakke. Ærmerne på skjorten var rullet op.
“Jeg var her først,” sagde hun.
“God pointe.”
Han pegede mod stolen overfor.
“Er den ledig?”
“Der er cirka fyrre andre.”
“Men ingen af dem har udsigt til dig.”
Sofie stirrede på ham. Christian lukkede øjnene et øjeblik.
“Det lød meget bedre inde i mit hoved.”
Hun begyndte at le.
“Det var forfærdeligt.”
“Jeg ved det.”
“Virkelig forfærdeligt.”
“Kan jeg få en ny chance?”
Hun pegede på stolen.
“Kun fordi jeg vil høre, om det kan blive værre.”
Han satte sig. Det blev ikke værre. Tværtimod. Uden konferencen omkring dem var han anderledes.
Mindre poleret. Sjovere. Han arbejdede i Stockholm, fandt hun ud af. Hun boede i København.
Han skulle flyve hjem næste morgen klokken 10.20. Hendes fly gik 11.05.
“Så vi har begge en undskyldning for at gå tidligt,” sagde Sofie.
“Fra konferencen?”
“Fra alt.”
Han så på hende.
“Er det vigtigt for dig?”
“Hvad?”
“At vide, hvornår noget slutter?”
Hun tænkte.
“Det var et overraskende alvorligt spørgsmål.”
“Undskyld.”
“Nej.”
Hun tog en slurk.
“Måske.”
Christian drejede sit glas langsomt mellem fingrene.
“Jeg kan godt lide ting, der er tydelige.”
“Det gør jeg også.”
“Så er forretningsrejser perfekte.”
“Hvorfor?”
“Man ankommer. Man arbejder. Man rejser hjem.”
“Meget romantisk.”
“Jeg sagde ikke, det var romantisk.”
Der var et lille ophold. Så smilede han.
“Men nogle gange sker der noget mellem ankomst og afrejse.”
Sofie mærkede blikket. Denne gang var der ingen tvivl om, hvad han mente.
“Gør der?”
“Nogle gange.”
“Ofte?”
“Nej.”
Svaret kom uden tøven. Det kunne hun lide. Ved midnat var baren næsten tom. Bartenderen begyndte diskret at rydde op.
Christian så på uret.
“Vi burde gå.”
“Ja.”
Ingen af dem rejste sig. Sofie smilede.
“Vi er gode til det her.”
“Hvad?”
“At gøre det, vi siger.”
“Meget.”
Til sidst rejste Christian sig. Elevatoren ventede. De gik ind. Niende sal.
Dørene lukkede. Denne gang var de alene. Sofie stod med ryggen mod væggen. Christian stod ved siden af panelet.
Ingen sagde noget. Hun mærkede hans blik.
“Du stirrer,” sagde hun.
“Undskyld.”
“Jeg sagde ikke, at du skulle stoppe.”
Han smilede. Christian tog et skridt nærmere.
“Det her er en dårlig idé.”
“Ja.”
“Godt.”
Ding. Dørene åbnede på niende. Ingen af dem bevægede sig. Efter nogle sekunder begyndte dørene at lukke igen.
Sofie stak hånden ud. De åbnede. Hun begyndte at le.
“Det var meget dramatisk.”
“Vi kunne bare være blevet i elevatoren.”
“Det havde været mærkeligt.”
“Enig.”
De gik ud. Midt på gangen skulle de hver sin vej. De standsede.
“Så,” sagde Christian.
“Så.”
“Godnat.”
Sofie nikkede.
“Godnat.”
Han gik to skridt. Hun gjorde det samme. Så vendte de sig begge samtidig. Christian begyndte at le.
“Det her er latterligt.”
“Meget.”
Han gik tilbage. Denne gang standsede han tæt foran hende.
“Sofie?”
“Ja?”
“Jeg har lyst til at kysse dig.”
Hun kunne mærke sit hjerte slå hurtigere.
“Det var meget direkte.”
“Du sagde, du kunne lide tydelighed.”
“Det gjorde jeg.”
“Så?”
Hun så på ham et øjeblik.
“Så gør det.”
Han kyssede hende. Roligt. Ingen hast. Hans hånd strejfede hendes kind.
Da han trak sig tilbage, var hun overrasket over, hvor meget hun havde lyst til at trække ham tilbage. Så det gjorde hun. Det andet kys var længere. Da de skiltes, hvilede hendes hånd stadig mod hans bryst.
“Det her var ikke planen,” sagde hun.
“Nej.”
“Jeg skulle drikke ét glas.”
“Du drak to.”
“Det er tydeligvis dér, det gik galt.”
Han smilede.
“Skal jeg gå?”
Spørgsmålet var alvorligt. Sofie så ned ad gangen mod sit værelse. Så tilbage på ham.
“Vil du?”
“Nej.”
“Så lad være.”
På hendes værelse smed Sofie sit adgangskort på bordet. Christian stod ved vinduet.
“God udsigt.”
“Din er præcis den samme.”
“Jeg prøvede at sige noget neutralt.”
“Det lykkedes.”
Hun tog to små flasker vand fra minibaren.
“Vin?”
“Nej.”
“Godt.”
Hun gav ham vand. Der var noget næsten absurd ved situationen. For en time siden havde de siddet og talt om præsentationer og flytider. Nu stod han på hendes hotelværelse efter midnat.
Hun lænede sig mod skrivebordet.
“Fortæl mig noget.”
“Hvad?”
“Hvis vi boede i samme by, havde du så stadig siddet i baren med mig?”
Han så overrasket ud.
“Ja.”
“Så hurtigt svar?”
“Ja.”
“Hvorfor?”
“Fordi jeg lagde mærke til dig allerede til frokosten.”
Sofie løftede øjenbrynene.
“Gjorde du?”
“Ja.”
“Du sagde ikke noget.”
“Du sad med seks mennesker.”
“Det stoppede dig ikke i elevatoren.”
“Jeg havde haft vin til middagen.”
Hun lo.
“Så modet kom fra Rioja?”
“Delvist.”
Han satte vandflasken fra sig.
“Min tur.”
“Okay.”
“Hvis mit fly ikke gik i morgen?”
“Hvad så?”
“Ville du stadig have inviteret mig ind?”
Hun så på ham.
“Jeg inviterede dig ikke.”
“Teknisk detalje.”
“Du fulgte bare efter mig?”
“Det lyder dårligt.”
“Meget.”
Han kom nærmere.
“Så?”
Sofie lod ham vente.
“Ja.”
“Ja?”
“Ja.”
Han stod foran hende nu.
“Hvorfor?”
“Fordi jeg lagde mærke til dig ved middagen.”
Christian smilede.
“Gjorde du?”
“Lidt.”
“Kun lidt?”
“Bliv ikke selvtilfreds.”
“Umuligt.”
Hun lagde hånden på hans skjorte.
“Du taler for meget.”
“Det har jeg fået at vide før.”
Hun kyssede ham. Byen fortsatte udenfor vinduet. Taxaer bevægede sig som små lys mellem bygningerne. På skrivebordet stod laptoppen stadig åben på hendes præsentation.
Ingen af dem så på den igen. De talte. Kyssede. Talte igen.
Det overraskede Sofie, hvor lidt hun tænkte på næste morgen. Normalt tænkte hun altid fremad. Næste møde. Næste fly.
Næste uge. Men ikke nu. På et tidspunkt stod Christian ved vinduet, og hun kom hen ved siden af ham.
“Det er mærkeligt,” sagde hun.
“Hvad?”
“At vi aldrig har mødt hinanden før.”
“Vi bor i forskellige lande.”
“Det er ikke det.”
“Hvad så?”
Hun trak på skuldrene.
“Det føles bare ikke sådan.”
Han så på hende.
“Nej.”
Hun vendte sig mod ham.
“Og det gør det her lidt farligere.”
“Farligere?”
“Jeg havde regnet med, at det bare var…”
Hun stoppede.
“Bare hvad?”
“En aften.”
Christian var stille.
“Det kan det stadig være.”
Hun så på ham. Han fortsatte:
“Hvis det er det, du vil.”
“Og hvis det ikke er?”
“Så finder vi ud af det i morgen.”
Hun smilede.
“Du ødelægger hele idéen om den ukomplicerede forretningsrejse.”
“Undskyld.”
“Det tror jeg ikke på.”
“Nej.”
Han kyssede hende igen. Senere forsvandt samtalen, byen og tiden langsomt ud i baggrunden. Og da lyset til sidst blev slukket, var det uden flere planer for, hvad aftenen skulle være. Alarmen ringede 07.15.
Sofie åbnede øjnene. Først loftet. Så gardinerne. Så Christian.
Han lå på ryggen med den ene arm over øjnene.
“Nej,” mumlede han.
Sofie begyndte at le.
“Du skal flyve.”
“Jeg har skiftet mening.”
“Om Stockholm?”
“Om morgener.”
Hun satte sig op.
“Jeg skal præsentere klokken otte tredive.”
Han fjernede armen.
“Det havde jeg glemt.”
“Det havde jeg også.”
“Vil du have kaffe?”
“Ja.”
“Roomservice?”
“Der står en maskine.”
Han så mod skrivebordet.
“Det er langt.”
“Tre meter.”
“Præcis.”
Sofie kastede en pude efter ham. Tyve minutter senere stod de begge ved vinduet med kaffe. Christian havde skjorten på, men endnu ikke knappet manchetterne. Sofie havde hotellets morgenkåbe omkring sig.
“Så,” sagde hun.
“Så.”
“Nu kommer den akavede del.”
“Gør den?”
“Normalt.”
Han drak kaffe.
“Jeg er i København næste torsdag.”
Hun så på ham.
“Hvad?”
“Møde.”
“Det er meget belejligt.”
“Det stod i kalenderen, før jeg mødte dig.”
“Kan du bevise det?”
“Jeg kan sende invitationen.”
Hun smilede.
“Det bliver ikke nødvendigt.”
Christian satte koppen fra sig.
“Vil du spise middag med mig?”
“Er det en forretningsmiddag?”
“Absolut ikke.”
“Godt.”
“Er det et ja?”
Sofie tog sin kaffe.
“Det er et måske.”
“Du sagde, du kunne lide tydelighed.”
“Jeg har udviklet mig.”
Han rystede på hovedet.
“Utroligt.”
Hun smilede.
“Ja.”
“Det var ikke et kompliment.”
“Det vælger jeg at tro.”
Klokken 08.12 stod Christian ved døren.
“Jeg burde gå.”
“Ja.”
“Du skal arbejde.”
“Ja.”
Ingen af dem åbnede døren. Christian så på hende.
“Det føles lidt som gangen i går.”
“Det gør det.”
“Vi er stadig dårlige til at gå.”
“Meget.”
Han kyssede hende. Kort. Så igen. Længere.
Til sidst trak Sofie sig tilbage.
“Gå.”
“Okay.”
Han åbnede døren.
“Christian?”
Han vendte sig.
“Ja?”
“Torsdag.”
Han ventede.
“Middag lyder godt.”
Hans smil kom langsomt.
“Klokken otte?”
“Halv otte.”
“Selvfølgelig.”
Han gik. Sofie lukkede døren. Hun blev stående et øjeblik. Så så hun på klokken.
“Pis.”
Hun havde atten minutter. Præsentationen gik bedre, end hun havde forventet. Ingen bemærkede, at hun kun havde sovet nogle få timer. Klokken 10.02 stod hun ved receptionen med sin kuffert.
Hun var ved at bestille en taxa, da nogen tog fat i håndtaget på hendes kuffert. Hun vendte sig. Christian.
“Skulle du ikke være på vej til lufthavnen?”
“Jo.”
“Så?”
“Min taxa holder udenfor.”
“Godt.”
“Din gør ikke.”
Hun så mod døren.
“Nej.”
“Vi skal samme sted.”
“Christian…”
“Det er en taxa, Sofie. Ikke et frieri.”
Hun begyndte at le.
“Fint.”
De gik ud sammen. I taxaen sad de med en passende afstand mellem sig. Som to mennesker fra samme konference. Chaufføren behøvede ikke vide noget.
Halvvejs til lufthavnen mærkede Sofie noget mod sin hånd. Christians lillefinger. Hun så ud af vinduet. Han sagde ingenting.
Hun flyttede hånden en centimeter. Deres fingre fandt hinanden mellem sæderne. Diskret. Næsten hemmeligt.
I terminalen skulle de til hver sin gate.
“Så er vi her,” sagde han.
“Ja.”
“Jeg hader lufthavne.”
“Det sagde du ikke i går.”
“I går kendte jeg dig ikke.”
Hun så på ham.
“Det var næsten romantisk.”
“Jeg arbejder på det.”
Han tog telefonen frem.
“Jeg mangler noget.”
“Hvad?”
“Dit nummer.”
Sofie stirrede.
“Har du ikke mit nummer?”
“Nej.”
“Vi har brugt hele natten sammen.”
“Jeg ved det.”
“Og du har ikke mit nummer?”
“Jeg tænkte, det var bedre at spørge nu end på hotelværelset.”
Hun begyndte at grine.
“Du er utrolig.”
“Nummeret?”
Hun tog hans telefon og tastede det ind. Som navn skrev hun:
Sofie – elevatoren
Han læste det.
“Virkelig?”
“Så kan du huske mig.”
“Det bliver næppe problemet.”
Boarding-informationen blinkede på skærmene. Christian skulle mod højre. Sofie mod venstre. Han kyssede hende ikke.
Ikke midt i terminalen. I stedet lagde han kort hånden mod hendes arm.
“Torsdag.”
“Torsdag.”
Så gik han. Sofie stod og så efter ham et øjeblik. Telefonen vibrerede. En besked fra et svensk nummer.
Jeg har allerede et problem med torsdag.
Hun skrev:
Hvad?
Svaret kom straks.
Der er alt for længe til.
Hun smilede. Så kom endnu en.
Og bare så vi er tydelige: Jeg har stadig lyst til at kysse dig.
Sofie begyndte at gå mod sin gate. Hun skrev:
Det var meget direkte.
Tre prikker.
Du kan lide tydelighed.
Hun stoppede midt i terminalen og lo. Så skrev hun:
Det gør jeg.
Hun lagde telefonen i tasken. Forretningsrejsen var slut. Det var bare ikke helt gået efter planen.
Læs også
I samme stemning
Vi sælger ikke selv. Klikker du videre, går du til den butik, der fører varen, til samme pris som hos butikken.
