Erotisk novelle · læsetid ca. 14 minutter · Regnen ødelægger Louises planer, så hun booker en massage klokken 19.30. Behandleren hedder Daniel.
Regnen var begyndt allerede ved frokosttid. Ikke den slags sommerregn, der kom og gik på ti minutter, men en tung, vedholdende regn, som lagde sig over byen og fik selv hotellets store vinduer til at se grå ud. Louise stod ved vinduet på sit værelse og så ned på de næsten tomme gader.
Hun havde haft planer. En sen frokost. Lidt shopping. Måske en drink et sted på vej tilbage. I stedet havde hun tilbragt det meste af eftermiddagen med en bog, hun ikke rigtig kunne koncentrere sig om. Hun lagde den fra sig.
På skrivebordet lå hotellets lille brochure.
SPA & WELLNESS
Hun bladrede uden egentlig interesse. Sauna. Ansigtsbehandling. Massage.
Hun stoppede. Deep relaxation massage – 75 minutter. Det var præcis, hvad hun havde brug for. Hun ringede ned.
“Vi har faktisk fået en aflysning klokken 19.30,” sagde receptionisten. “Hvis det ikke er for sent?”
Louise så på regnen.
“Det er perfekt.”
Spaafdelingen lå i hotellets underetage. Da Louise kom ned, var der næsten mennesketomt. Poolområdet lukkede om en halv time, og de fleste gæster var allerede gået. En kvinde bag receptionen smilede til hende.
“Louise?”
“Ja.”
“Velkommen. Du kan bare tage plads. Din behandler kommer om et øjeblik.”
Louise satte sig i en blød stol. Hun havde forventet en kvindelig massør. Det var derfor, hun et øjeblik troede, at manden, der kom ud gennem døren, var en anden gæst. Han var høj, måske først i fyrrerne, iført sorte bukser og en enkel mørk polo.
Han gik direkte hen til hende.
“Louise?”
Hun rejste sig.
“Ja.”
“Jeg hedder Daniel.”
Han rakte hånden frem.
“Det er mig, der skal tage mig af dig i aften.”
Hans hånd var varm.
“Okay.”
“Har du fået massage her før?”
“Nej.”
“Så skal jeg nok forklare det hele.”
Han førte hende ned ad en kort gang.
“Er der noget særligt, du gerne vil have fokus på? Nakke, skuldre, ryg?”
“Skuldrene. Helt sikkert.”
“Kontor?”
“Alt for meget.”
“Det kan vi som regel mærke.”
Han åbnede døren til behandlingsrummet. Lyset var dæmpet. Der duftede svagt af citrus og noget, hun ikke kunne identificere. Lav musik spillede i baggrunden.
“Du kan lægge dine ting her.”
Han pegede på en stol.
“Jeg går ud et øjeblik. Du lægger dig under håndklædet, og så banker jeg på, inden jeg kommer ind.”
“Fint.”
Han standsede ved døren.
“Og Louise?”
“Ja?”
“Hvis noget føles ubehageligt, eller du ønsker mere eller mindre tryk, siger du bare til. Det er din behandling.”
Hans tone var helt professionel.
“Det skal jeg nok.”
Da døren lukkede, pustede hun langsomt ud. Hun vidste ikke helt hvorfor.
“Er trykket okay?”
“Ja.”
“Kun okay?”
Louise smilede ned mod gulvet gennem åbningen i briksen.
“Meget okay.”
“Det lyder bedre.”
Daniels hænder arbejdede langsomt over hendes skuldre. Hun havde været anspændt uden rigtig at opdage hvor meget.
“Du har ret,” sagde han efter et stykke tid.
“Om hvad?”
“Du havde brug for det her.”
“Er det så slemt?”
“Jeg vil formulere det diplomatisk.”
“Det lyder slemt.”
Han lo dæmpet.
“Du er bare meget spændt omkring skuldrene.”
“Jeg arbejder for meget.”
“Det siger alle.”
“Så er det måske sandt.”
“Muligvis.”
Hun lukkede øjnene. Hans hænder var stærke, men bevægelserne rolige. Efter et stykke tid holdt hun op med at tænke på arbejdet. Så holdt hun op med at tænke på regnen.
Til sidst tænkte hun næsten ikke på noget.
“Bedre?” spurgte han.
“Meget.”
“Godt.”
Hun kunne mærke varmen fra hans hænder gennem olien. Det burde ikke have været anderledes end enhver anden massage, hun havde fået. Og alligevel var der noget. Måske hans stemme.
Måske den rolige måde, han bevægede sig på. Eller måske var det bare, fordi hun ikke havde været tæt på et andet menneske på den måde i længere tid, end hun havde lyst til at indrømme. Hun åbnede øjnene.
“Arbejder du altid så sent?”
“Kun nogle aftener.”
“Uheldigt.”
“For mig?”
“For dit sociale liv.”
Han lo.
“Du bekymrer dig allerede om mit sociale liv?”
“Jeg prøver bare at føre en høflig samtale.”
“Mens du ligger med ansigtet nedad og ikke kan se mig?”
“Det gør det lettere.”
“Så er jeg spændt på, hvad du tør sige, når du kan se mig.”
Hun blev stille. Det havde været sagt som en joke. Alligevel mærkede hun noget i tonen. Eller forestillede hun sig det?
Daniel fortsatte behandlingen, som om intet var sket. Da de 75 minutter var gået, føltes det alt for hurtigt. Daniel trådte tilbage.
“Så er vi færdige.”
Louise løftede hovedet.
“Allerede?”
“Det tager jeg som et kompliment.”
“Det var det måske også.”
Han smilede.
“Jeg går ud, mens du gør dig klar. Tag dig god tid.”
“Tak.”
Da han var gået, satte hun sig langsomt op. Hun følte sig tung og afslappet. Og mærkeligt vågen. Hun klædte sig på og så sig selv i spejlet.
“Hold nu op,” mumlede hun.
Hun var 42 år. Hun stod ikke seriøst og spekulerede på, om en massør havde flirtet med hende. Han havde været venlig. Professionel.
Det var hans arbejde. Hun tog sin taske og gik ud. Daniel stod ved receptionen.
“Hvordan har skuldrene det?”
“Som nye.”
“Så har jeg gjort mit arbejde.”
“Det har du.”
Han rakte hende et glas vand.
“Drik lidt ekstra i aften.”
“Ja, chef.”
“Det var ikke en ordre.”
“Det lød sådan.”
Han smilede.
“God aften, Louise.”
Der var det. Professionelt. Hun nikkede.
“God aften.”
Og gik. Hotelbaren lå på vejen tilbage mod elevatoren. Hun standsede. Hun havde ikke spist siden frokost.
Et glas vin og noget let mad virkede som en bedre idé end roomservice. Hun fandt et bord ved vinduet. Regnen trommede stadig mod glasset. Hun bestilte et glas hvidvin og en salat.
Da maden kom, havde hun næsten glemt Daniel. Næsten. En halv time senere så hun ham komme gennem lobbyen. Nu havde han jeans og en mørk skjorte på.
Han var på vej mod udgangen. Så fik han øje på hende. Han standsede. Louise løftede glasset en anelse.
Han smilede. Og til hendes overraskelse ændrede han retning.
“Du fulgte ikke mit råd.”
Hun så på sit vinglas.
“Jeg har også drukket vand.”
“God redning.”
“Har du fri?”
“Lige nu.”
Han pegede på stolen overfor.
“Er det upassende, hvis jeg sætter mig?”
“Det kommer an på.”
“På hvad?”
“Om du stadig har tænkt dig at fortælle mig, hvad jeg må drikke.”
Han trak stolen ud.
“Det tør jeg ikke længere.”
Han satte sig. Det ændrede straks noget. I behandlingsrummet havde der været en klar rollefordeling. Her var den væk.
Nu var han bare Daniel. Og hun var bare Louise.
“Vil du have noget?” spurgte hun.
“Jeg burde gå hjem.”
“Det var ikke det, jeg spurgte om.”
Han betragtede hende.
“Et glas rødvin.”
Hun vinkede bartenderen over. Et glas blev til to. Ikke hurtigt. De talte i næsten halvanden time.
Daniel fortalte, at han havde arbejdet på hotellet i tre år. Før det havde han haft sin egen klinik. Hun fortalte om sit arbejde. Om hvorfor hun var i byen. Om ting, hun ikke helt vidste, hvorfor hun fortalte ham.
“Du er anderledes nu,” sagde han.
“End hvad?”
“Da du kom ned i spaen.”
“Hvordan?”
“Du så ud, som om du havde en liste inde i hovedet over ti ting, du skulle nå.”
“Det havde jeg sikkert også.”
“Nu har du ikke.”
“Det kan være vinen.”
“Jeg foretrækker at tage æren.”
Hun lo.
“Selvfølgelig gør du det.”
Han så på hende et øjeblik.
“Du griner mere nu.”
Hun tog glasset op.
“Analyserer du alle dine kunder bagefter?”
“Nej.”
Svaret kom hurtigt. Hun satte glasset ned igen.
“Kun mig?”
Han lænede sig tilbage.
“Det her er det tidspunkt, hvor jeg burde sige noget meget professionelt.”
“Men?”
“Jeg har fri.”
Hun kunne mærke et lille sug i maven.
“Det er en praktisk undskyldning.”
“Det er det.”
De holdt hinandens blik. For første gang var hun helt sikker. Hun havde ikke forestillet sig det.
“Flirtede du med mig under massagen?” spurgte hun.
Daniel så næsten fornærmet ud.
“Aldrig.”
“Løgner.”
“Jeg var eksemplarisk professionel.”
“Du sagde, at du var spændt på, hvad jeg turde sige, når jeg kunne se dig.”
“Det var uskyldigt.”
“Selvfølgelig.”
“Det var det.”
Hun lænede sig lidt frem.
“Og nu?”
“Nu?”
“Er du stadig professionel?”
Hans blik faldt kort til hendes læber. Så tilbage til hendes øjne.
“Nej.”
Det ene ord ændrede stemningen mellem dem. Louise tog langsomt sit glas. Hun behøvede ikke mere vin. Hun tog alligevel en lille slurk.
“Det var i det mindste ærligt.”
“Du spurgte.”
“Det gjorde jeg.”
Daniel så på uret.
“Jeg burde nok gå.”
Hun mærkede skuffelsen, før hun kunne skjule den.
“Ja.”
Han smilede lidt.
“Du er ikke særlig god til det.”
“Til hvad?”
“At lade som om.”
“Jeg ved ikke, hvad du mener.”
“Jo.”
Han rejste sig. Louise så op på ham.
“Godnat, Louise.”
“Godnat, Daniel.”
Han gik. Denne gang blev hun siddende og så efter ham. Ved indgangen standsede han. Vendte sig.
Deres blikke mødtes tværs gennem baren. Så kom han tilbage. Louise forsøgte at skjule sit smil. Det lykkedes ikke.
“Glemte du noget?”
“Ja.”
“Hvad?”
Han stod ved siden af hendes bord.
“Jeg glemte at spørge, hvor længe du bliver på hotellet.”
“Til søndag.”
“Så har vi et problem.”
“Har vi?”
“Jeg arbejder ikke i morgen.”
Hun så på ham.
“Det lyder ikke som et problem.”
“Det kommer an på.”
“På hvad?”
“Om du har planer.”
Hun lod ham vente lidt.
“Jeg havde tænkt mig at gå ud og spise.”
“Alene?”
“Det var planen.”
“Dårlig plan.”
“Har du et bedre forslag?”
“Ja.”
“Hvilket?”
“Middag med mig.”
Hun smilede.
“Inviterer du en kunde ud?”
“Nej.”
Han lænede sig en smule tættere på.
“Jeg inviterer en kvinde ud, som jeg tilfældigvis mødte på mit arbejde.”
“Meget praktisk skelnen.”
“Jeg har tænkt meget over formuleringen.”
“Det kan jeg høre.”
“Så?”
Louise så på ham.
“Okay.”
“Okay?”
“Middag.”
“Klokken otte?”
“Syv tredive.”
“Krævende.”
“Meget.”
Han smilede.
“Så ses vi halv otte.”
Denne gang gik han faktisk. Næste aften stod Louise foran spejlet længere end nødvendigt. Hun havde fortalt sig selv, at det bare var middag. Det forklarede ikke den sorte kjole, hun havde valgt.
Eller parfumen. Eller hvorfor hun skiftede øreringe to gange. Klokken 19.27 ringede telefonen. En besked.
Jeg er i lobbyen. Og jeg er tre minutter for tidligt, så du kan ikke klage.
Hun smilede.
Det finder jeg nok noget andet at gøre over.
Svaret kom med det samme.
Det håber jeg.
Hun tog sin taske. Restauranten lå ti minutters gang fra hotellet. Regnen var stoppet. De fik et bord udenfor under en markise.
Daniel havde valgt stedet. Lille. Ingen turister. Ingen hotelgæster.
“Så du tager alle dine kunder med her?” spurgte hun.
“Kun dem med meget spændte skuldre.”
“Jeg vidste det.”
“Du har gennemskuet mig.”
Middagen varede næsten tre timer. Det overraskede hende, hvor let det var. Ingen akavede pauser. Ingen fornemmelse af, at de skulle imponere hinanden.
Da tjeneren kom med regningen, rakte Louise ud efter sin taske. Daniel tog regningen.
“Nej.”
“Vi deler.”
“Jeg inviterede.”
“Det er meget gammeldags.”
“Jeg advarede dig ikke om det.”
“Jeg kan betale næste gang.”
Ordene var ude, før hun nåede at tænke. Daniel standsede.
“Næste gang?”
Louise så på ham.
“Hvis du opfører dig ordentligt.”
Han smilede langsomt.
“Så må jeg gøre mig umage.”
På vej tilbage gik de tættere sammen end på vej ud. Deres hænder strejfede hinanden flere gange. Første gang tilfældigt. Anden gang måske.
Tredje gang tog Daniel hendes hånd. Han gjorde ikke noget nummer ud af det. Flettede bare fingrene ind i hendes. Louise så ned på deres hænder.
“Meget diskret.”
“Skal jeg give slip?”
“Nej.”
Han gjorde det heller ikke. Da de kom til hotellet, standsede hun udenfor.
“Tak for middag.”
“Selv tak.”
Ingen af dem bevægede sig mod døren.
“Jeg tror, du skal op,” sagde Daniel.
“Det tror jeg også.”
“Og jeg skal hjem.”
“Det skal du sikkert.”
Stadig ingen bevægelse. Louise smilede.
“Det her er lidt latterligt.”
“Hvad?”
“Vi står her og siger alt undtagen det, vi egentlig tænker.”
Daniel trådte lidt tættere på.
“Hvad tænker du?”
“Det siger jeg ikke.”
“Du var modigere i går.”
“Dengang lå jeg med ansigtet nedad og kunne ikke se dig.”
Han lo.
“Det er rigtigt.”
Han stod helt tæt på nu.
“Så luk øjnene.”
Hun så på ham.
“Det var en dårlig replik.”
“Virkelig dårlig.”
Hun lukkede øjnene. Et øjeblik skete der ingenting. Så mærkede hun hans hånd let mod sin kind. Og hans læber mod sine.
Kysset var blødt. Langsomt. Næsten forsigtigt. Da han trak sig tilbage, åbnede hun øjnene.
“Var det alt?”
Daniel løftede øjenbrynene.
“Klager du igen?”
“Muligvis.”
Denne gang var det Louise, der kyssede ham. Hun lagde hånden mod hans bryst og mærkede hans arm omkring sin talje. Verden omkring dem forsvandt et øjeblik. Taxaerne.
Hotellets svingdør. Mennesker længere nede ad gaden. Da de skiltes, var de begge stille.
“Jeg tror stadig, jeg skal hjem,” sagde han.
Louise nikkede.
“Det tror jeg også.”
Han så på hende.
“Men?”
Hun vidste ikke, om hun skulle sige det. Så tænkte hun på aftenen før. På hans blik i baren. På hvordan hun havde været fornuftig så længe, at det næsten var blevet en vane.
“Men jeg har vin på værelset.”
Daniel smilede.
“Har du?”
“Det er information.”
“Meget nyttig information.”
Elevatoren var tom. Louise trykkede på syvende sal. Daniel stod ved siden af hende. Denne gang var stilheden ikke akavet.
Den var ladet. På tredje sal mærkede hun hans hånd mod sin. På fjerde flettede hun fingrene ind i hans. På femte så hun på ham.
På sjette sagde han:
“Du kan stadig ombestemme dig.”
Hun lænede sig lidt tættere på.
“Det kan du også.”
“Det kommer ikke til at ske.”
Dørene åbnede på syvende. Louise gik ud. Daniel fulgte efter. Hun standsede foran sin dør og fandt nøglekortet frem.
Hånden rystede en anelse.
“Det dér var interessant,” sagde han.
“Hvad?”
“Du er nervøs.”
“Nej.”
“Jo.”
Hun vendte sig mod ham.
“Du analyserer mig igen.”
“Gammel arbejdsskade.”
Hun åbnede døren.
“Så kom ind og hold op med at analysere.”
På værelset tændte hun kun lampen ved vinduet. Daniel stod et øjeblik ved døren. Pludselig virkede han næsten usikker. Det overraskede hende.
“Vin?” spurgte hun.
“Ja.”
Hun fandt flasken fra minibaren. Da hun vendte sig, stod han tættere på. Hun rakte ham glasset. Han tog imod det.
“Skål.”
“For hvad?”
Louise tænkte.
“For regnvejr.”
“Regnvejr?”
“Hvis det ikke havde regnet, var jeg aldrig gået ned i spaen.”
“God pointe.”
De skålede. Hun tog en slurk. Daniel satte sit glas fra sig næsten med det samme.
“Du drikker ikke?”
“Jeg har ikke rigtig lyst til vin.”
“Hvad har du så lyst til?”
Spørgsmålet kom ud mere direkte, end hun havde planlagt. Daniel så på hende.
“Er du sikker på, at du vil spørge?”
“Ja.”
Han kom langsomt nærmere.
“Dig.”
Det var næsten latterligt, hvad ét enkelt ord kunne gøre. Louise satte sit eget glas fra sig.
“Det var meget direkte.”
“Du bad mig holde op med at analysere.”
“Det gjorde jeg.”
“Så jeg prøver noget andet.”
Han lagde hånden let om hendes talje. Ventede. Louise tog det sidste lille skridt mellem dem. Kysset var anderledes end udenfor.
Ingen mennesker omkring dem. Ingen hotelindgang. Ingen grund til at skynde sig eller trække sig væk. Hun lod hænderne glide op omkring hans nakke.
Hans pande hvilede et øjeblik mod hendes.
“Louise?”
“Ja?”
“Sig til, hvis—”
Hun kyssede ham. Da hun trak sig tilbage, smilede hun.
“Du er ikke på arbejde længere.”
“Det ved jeg.”
“Godt.”
Han lo dæmpet. Hun tog hans hånd og førte ham hen mod vinduet. Byen glimtede under dem. Regnen var begyndt igen.
Små dråber løb ned ad ruden. Daniel stillede sig bag hende. Hans arme lagde sig omkring hende. Hun lænede sig tilbage mod ham.
“Jeg rejser på søndag,” sagde hun.
“Det ved jeg.”
“Det her kan blive kompliceret.”
“Det kan det.”
“Du er ikke særlig god til at berolige mig.”
“Vil du have, at jeg lyver?”
Hun tænkte et øjeblik.
“Nej.”
“Så lad være med at tænke på søndag endnu.”
Hun vendte sig i hans arme.
“Du siger mange ting, der lyder bedre, end de burde.”
“Arbejdsskade.”
“Nej.”
Hun lagde hånden mod hans kind.
“Den undskyldning får du ikke lov at bruge mere.”
“Okay.”
Han kyssede hende igen. Langsomt. Hun mærkede hans hænder på sin ryg og sin egen puls slå hurtigere. Da de til sidst bevægede sig væk fra vinduet, blev vinglassene stående næsten urørte.
Regnen fortsatte mod ruden. Og resten af aftenen behøvede ingen af dem længere finde på noget at tale om. Louise vågnede klokken 07.18. I nogle sekunder vidste hun ikke, hvorfor noget føltes anderledes.
Så mærkede hun varmen ved siden af sig. Daniel sov. Hun vendte sig forsigtigt og betragtede ham. Det var mærkeligt.
For mindre end to døgn siden havde hun ikke kendt hans navn. Nu lå han i hendes hotelseng. Hun kunne mærke den velkendte trang til straks at tænke videre. Hvad nu?
Hvad betød det? Ville han ringe? Ville hun? Hun stoppede sig selv.
Ikke endnu. Hun gled ud af sengen og fandt hotellets morgenkåbe. Da hun var ved at binde den, lød hans stemme.
“Du flygter.”
Hun vendte sig. Hans øjne var stadig lukkede.
“Jeg skulle bare have kaffe.”
“Det siger de alle sammen.”
“Alle dine kunder?”
Han åbnede øjnene.
“Den joke kommer jeg til at fortryde længe, ikke?”
“Meget længe.”
Han smilede. Louise ringede efter roomservice.
“En kaffe?” spurgte hun.
“To.”
“Croissanter?”
“Ja.”
Hun bestilte. Da hun lagde telefonen, satte Daniel sig op.
“Jeg har et forslag.”
“Det lyder farligt.”
“Jeg arbejder stadig ikke i dag.”
“Det ved jeg.”
“Og vejret er elendigt.”
“Det ved jeg også.”
“Så hvad med at du dropper dine planer?”
“Hvilke planer?”
“Præcis.”
Hun smilede.
“Hvad foreslår du?”
“Jeg viser dig byen.”
“I regnvejr?”
“Især i regnvejr.”
“Og hvis jeg siger nej?”
“Så drikker jeg min kaffe, spiser din croissant og går hjem.”
“Min croissant?”
“Det var planen.”
Hun tog en pude og kastede den efter ham. Han greb den.
“Voldsomt temperament.”
“Du har ingen idé.”
“Jeg begynder at få en.”
Det bankede på døren. Roomservice. Louise gik hen mod døren.
“Louise?”
Hun vendte sig. Daniel så på hende.
“Jeg er glad for, at det regnede.”
Hun blev stående et øjeblik. Så smilede hun.
“Det er jeg også.”
Udenfor fortsatte regnen. Men for første gang hele weekenden havde Louise ikke den mindste lyst til, at vejret skulle blive bedre.
Læs også
I samme stemning
Vi sælger ikke selv. Klikker du videre, går du til den butik, der fører varen, til samme pris som hos butikken.
