Erotisk novelle · læsetid ca. 10 minutter · Emma får en pakke uden afsender. Og naboen kommer med posten på præcis det forkerte tidspunkt.
Da Emma kom hjem fredag eftermiddag, stod der en pakke foran hendes dør. Den var lille, sort og uden noget synligt logo. Hun satte indkøbsposen fra sig og samlede pakken op. Navnet var hendes.
Adressen var rigtig. Men hun kunne ikke huske at have bestilt noget. Inde i lejligheden stillede hun pakken på køkkenbordet og betragtede den, mens hun tog jakken af. Hun burde egentlig være gået direkte i bad. Om mindre end to timer skulle hun mødes med Sofie på den lille vinbar nede ved havnen, og hun havde allerede lovet sig selv, at hun denne fredag ikke ville komme tyve minutter for sent.
Alligevel blev pakken ved med at tiltrække hendes blik. Til sidst fandt hun en saks. Under den sorte indpakning lå en elegant æske. Hun løftede låget.
Og stirrede.
“Nej…”
Hun begyndte at le. Midt i æsken lå en dildo. Ikke en diskret lille ting, man kunne forveksle med et stykke avanceret køkkenudstyr, men en genstand hvis formål var fuldstændig umuligt at misforstå. Ved siden af lå et kort.
Hun tog det op. Til kvinden, der altid siger, at hun aldrig køber noget sjovt til sig selv. Tillykke med de 39. S. Emma lukkede øjnene. Sofie.
Selvfølgelig. Hun tog straks telefonen.
Du er sindssyg.
Svaret kom næsten øjeblikkeligt.
Du har fået den 😂
Jeg slår dig ihjel.
Du sagde, du ønskede dig noget, du aldrig selv ville købe.
Jeg mente måske en dyr parfume.
Tre prikker dukkede op.
Kedeligt. Ses kl. 19 ❤️
Emma rystede på hovedet. Hun lagde telefonen fra sig og så igen ned i æsken. Det værste var, at hun ikke engang kunne være rigtig fornærmet. Det var præcis sådan noget, Sofie kunne finde på.
Hun lagde låget på og skubbede æsken til side. Så ringede det på døren. Emma frøs. Hun så på klokken.
17.23. Hun ventede ingen. Hun gik ud i entreen og åbnede døren. På den anden side stod hendes nye nabo.
Mads. Han var flyttet ind overfor tre uger tidligere, og indtil videre havde deres bekendtskab bestået af korte samtaler på trappen og et par tilfældige møder ved postkasserne. Det var rigeligt til, at Emma havde lagt mærke til ham. Meget rigeligt.
Han var omkring hendes egen alder, måske lidt ældre, høj og med den slags rolige selvsikkerhed, der ikke havde brug for at fylde et rum.
“Undskyld,” sagde han. “Jeg tror, jeg har fået noget af din post.”
Han holdt to breve frem.
“Tak.”
Emma tog imod dem.
“Postbuddet har åbenbart besluttet, at vi bor sammen.”
“Det går stærkt i den her opgang.”
Hun lo.
“Tre uger. Det må være rekord.”
“Jeg havde ellers tænkt, vi skulle lære hinanden lidt bedre at kende først.”
Han sagde det med et lille smil. Emma kunne mærke, at hun smilede tilbage.
“Det ville være mere traditionelt.”
“Jeg er ret gammeldags.”
“Det tror jeg ikke på.”
“Du kender mig jo næsten ikke.”
“Præcis.”
Der var et lille øjebliks stilhed. Ikke ubehageligt. Bare længe nok til, at hun blev opmærksom på, at hun stod i døren med håret sat tilfældigt op og uden makeup. Og at han stadig ikke var gået.
“Skal du ud?” spurgte han.
“Senere. Fødselsdagsdrink.”
“Har du fødselsdag?”
“På søndag. Min veninde mener åbenbart, at det kræver en hel weekend.”
“Så tillykke på forskud.”
“Tak.”
Han lænede sig en anelse mod dørkarmen.
“Jeg skylder dig faktisk også en undskyldning.”
“For hvad?”
“Musikken i går.”
Emma smilede.
“Jeg hørte den.”
“Var det slemt?”
“Musikken var fin. Klokken var måske mindre fin.”
“Jeg stopper før midnat næste gang.”
“Næste gang?”
“Jeg regner med at høre musik igen på et tidspunkt.”
Hun lo.
“Det håber jeg da.”
Fra køkkenet lød pludselig et lille bump. Emma vendte sig automatisk. Katten var hoppet op på bordet.
“Et øjeblik.”
Hun gik ind i køkkenet.
“Nej, Mille.”
Katten stod midt på bordet. Ved siden af den åbne sorte æske. Emma stoppede brat. Hun havde glemt at sætte låget ordentligt på.
Og før hun nåede at reagere, kom Mads til syne i køkkendøren.
“Er alt—”
Han standsede. Hans blik faldt på bordet. Så på æsken. Så på Emma.
Ingen sagde noget. Emma mærkede varmen brede sig helt op i ansigtet.
“Det er ikke…”
Hun stoppede. Mads løftede et øjenbryn.
“Jeg er meget spændt på fortsættelsen af den sætning.”
Hun begyndte at le.
“Det er en fødselsdagsgave.”
“Okay.”
“Fra Sofie.”
“Selvfølgelig.”
“Du aner ikke, hvem Sofie er.”
“Nej. Men hun virker betænksom.”
Emma tog låget og lagde det hurtigt over æsken.
“Vi taler aldrig om det her igen.”
“Om hvad?”
“Tak.”
Han smilede.
“Jeg har allerede glemt alt.”
“Godt.”
“Bortset fra navnet Sofie.”
“Mads.”
“Undskyld.”
Han så så uskyldig ud, at hun næsten kastede et viskestykke efter ham. I stedet pegede hun mod døren.
“Ud.”
“Jeg kom bare med posten.”
“Og nu har du leveret den.”
“Det har jeg.”
Han gik tilbage mod entreen. Ved døren vendte han sig.
“Emma?”
“Ja?”
“Jeg håber, du får en god fødselsdag.”
Denne gang var smilet anderledes. Varmere.
“Tak.”
Han gik. Hun lukkede døren og blev stående med ryggen mod den. Så kiggede hun ned på brevene i hånden.
“Fantastisk.”
To timer senere fortalte hun naturligvis Sofie alt. Sofie var ved at blive kvalt i sin vin.
“Han så den?”
“Ja.”
“Rigtigt så den?”
“Hvordan kan man se en dildo forkert, Sofie?”
Sofie lagde hovedet ned mod bordet og lo.
“Det her er det bedste, der nogensinde er sket.”
“Jeg flytter.”
“Nej, du gør ej.”
“Jeg kan aldrig se ham igen.”
“Selvfølgelig kan du det.”
“Han bor overfor mig.”
“Præcis. Praktisk.”
Emma sendte hende et blik.
“Lad være.”
“Hvad? Han er flot.”
“Det er irrelevant.”
“Det er aldrig irrelevant.”
Emma tog sit glas. Hun ville gerne protestere. Problemet var bare, at Sofie havde ret. Mads var flot.
Men det var ikke kun det. Der var noget ved den måde, han havde set på hende på. Ikke da han havde opdaget æsken. Bagefter. I døren.
Hun havde tænkt på det flere gange på vej til baren.
“Du tænker på ham,” sagde Sofie.
“Nej.”
“Jo.”
“Jeg tænker på at flytte.”
“Selvfølgelig.”
Da Emma kom hjem lidt efter midnat, var der lys under Mads' dør. Hun forsøgte at låse sin egen dør så lydløst som muligt. Nøglen satte sig fast.
“Kom nu…”
“Har du brug for hjælp?”
Hun lukkede øjnene. Selvfølgelig. Hun vendte sig. Mads stod i sin døråbning i mørke bukser og T-shirt.
“Nej.”
“Det lød overbevisende.”
“Min lås driller.”
Han kom over.
“Lad mig.”
Hun gav ham nøglen. Hans hånd strejfede hendes. Kun et øjeblik. Alligevel lagde hun mærke til det.
Han fik døren op med et enkelt lille ryk.
“Hvordan gjorde du det?”
“Talent.”
“Meget imponerende.”
“Jeg har flere.”
Hun så på ham.
“Var det en scorereplik?”
“Måske.”
“Dårlig.”
“Men du smilede.”
Det gjorde hun. Hun kunne ikke lade være.
“Hvordan var din aften?”
“God.”
“Kun god?”
“Der var vin.”
“Så rigtig god.”
“Og Sofie.”
“Den berømte Sofie.”
Emma pegede på ham.
“Vi havde en aftale.”
“Jeg har ikke nævnt noget.”
“Du tænkte det.”
“Det kan du ikke bevise.”
De stod meget tæt på hinanden nu. Gangen var stille. Emma kunne høre musikken fra hans lejlighed. Langsom, dæmpet.
“Du spiller musik igen,” sagde hun.
“Lavt.”
“Det er godkendt.”
“Vil du høre resten af nummeret?”
Spørgsmålet blev hængende mellem dem. Hun vidste godt, at han ikke kun spurgte til musikken. Hun burde sige godnat. Hun havde drukket vin. Klokken var over midnat. Hun havde kendt manden i tre uger og egentlig kun talt rigtigt med ham i dag.
“Jeg burde gå i seng.”
“Det burde du sikkert.”
Han forsøgte ikke at overtale hende. Igen. Hun så på den åbne dør til hans lejlighed. Så på ham.
“Ét nummer.”
“Selvfølgelig.”
Hans lejlighed lignede ikke hendes. Færre ting. Mørkere møbler. Bøger langs den ene væg og store vinduer ud mod gården. På sofabordet stod en åben flaske rødvin.
“Du har allerede drukket.”
“Ét glas.”
“Så kan jeg vel tage ét.”
“Det ville være høfligt.”
Han skænkede. Hun tog imod glasset. Deres fingre rørte igen. Denne gang virkede det ikke tilfældigt.
Emma så på ham. Han så tilbage.
“Du gør det med vilje.”
“Hvad?”
“Det der.”
“Jeg aner ikke, hvad du taler om.”
“Selvfølgelig ikke.”
Musikken fortsatte. Ingen af dem satte sig. De blev stående ved vinduet. Hun tog en lille slurk vin.
“Så,” sagde han.
“Så?”
“Hvordan føles det at være næsten 39?”
“Som at være 38.”
“Skuffende.”
“Meget.”
“Jeg havde forventet visdom.”
“Den kommer søndag.”
“Godt.”
Han stod tættere på nu. Ikke meget. Bare nok til, at hun igen lagde mærke til hans duft.
“Emma?”
“Mm?”
“Må jeg sige noget uden at blive smidt ud på gangen?”
“Det kommer meget an på, hvad det er.”
“Jeg synes, du er utrolig smuk.”
Hun så ned i glasset.
“Det var overraskende almindeligt.”
“Var du skuffet?”
“Lidt.”
“Jeg kan prøve igen.”
“Lad være.”
Hun smilede. Da hun så op, var hans blik anderledes. Alvoren i det overraskede hende. Han løftede hånden langsomt.
Standsede.
“Er det okay?”
Hun nikkede. Hans fingerspidser rørte en løs hårlok ved hendes kind og førte den om bag hendes øre. Berøringen var næsten ingenting. Men hun mærkede den overalt.
Han lod hånden falde igen. Emma tog endnu en slurk vin, selv om hun ikke havde brug for den.
“Du er meget forsigtig.”
“Er det en klage?”
“Jeg ved det ikke endnu.”
Han smilede.
“Sig til, når du ved det.”
Hun satte glasset fra sig.
“Jeg tror, jeg ved det nu.”
“Hvad?”
Hun tog et skridt tættere på.
“Det er en klage.”
Han nåede lige at smile, før hun kyssede ham. Det første kys var kort. Næsten undersøgende. Hun trak sig et par centimeter tilbage.
Hans hånd fandt hendes talje.
“Var det også en klage?” spurgte han.
“Jeg overvejer.”
“Tag dig god tid.”
Hun kyssede ham igen. Denne gang langsommere. Hans hånd blev ved hendes talje. Den anden strejfede hendes kind. Hun kunne mærke hans smil mod sine læber.
“Hvad?”
“Ingenting.”
“Du griner.”
“Jeg griner ikke.”
“Du gør.”
Han så på hende.
“Jeg tænkte bare på noget.”
Hun vidste det med det samme.
“Nej.”
“Jeg sagde ingenting.”
“Du tænkte på pakken.”
“Måske.”
Hun skubbede ham let i brystet.
“Godnat.”
Han greb blidt hendes hånd, før hun nåede væk.
“Undskyld.”
“Du er ikke spor ked af det.”
“Nej.”
Hun prøvede at se fornærmet ud. Det lykkedes dårligt. Han kom tættere på igen.
“Jeg lover ikke at nævne den.”
“Aldrig?”
“Det kan jeg ikke love.”
“Mads.”
“Okay. Ikke i aften.”
Hun så på ham.
“Det kan jeg acceptere.”
Han kyssede hende igen. Udenfor begyndte det at regne. Små dråber ramte vinduet, først spredt, så tættere. Emma vidste ikke, hvor længe de stod der.
Musikken skiftede nummer. Så igen. På et tidspunkt satte de sig i sofaen, men afstanden mellem dem forsvandt hurtigt. De talte stadig.
Om alt muligt. Om ingenting. Om hvorfor han var flyttet ind. Om hendes arbejde.
Om steder de havde rejst. Om ting man normalt først fortæller nogen, når man har kendt dem længere end nogle få uger. Indimellem blev samtalen afbrudt af et kys. Nogle gange et kort.
Andre gange et, der fik hende til helt at glemme, hvad hun havde været ved at sige. Klokken var næsten to, da hun endelig rejste sig.
“Nu skal jeg virkelig hjem.”
Han kiggede mod døren.
“Det er langt.”
“Jeg tror, jeg klarer de fire meter.”
“Vil du have, jeg følger dig?”
“Det virker fornuftigt. Kvarteret kan være farligt.”
Han fulgte hende over gangen. Ved hendes dør stod de igen stille.
“Tak for vin,” sagde hun.
“Tak for selskabet.”
“Og musikken.”
“Godkendt?”
“Bestået.”
Hun låste døren op. Så vendte hun sig mod ham.
“Godnat, Mads.”
“Godnat, Emma.”
Hun gik ind. Han blev stående udenfor. Hun var ved at lukke døren, da han sagde:
“Emma?”
Hun stak hovedet ud igen.
“Ja?”
Han smilede.
“God fornøjelse med fødselsdagsgaven.”
Hun stirrede på ham.
“Mads!”
Han nåede ind i sin egen lejlighed, før hun kunne finde noget at kaste efter ham. Hun lukkede døren. Rystede på hovedet. Og begyndte at le.
På køkkenbordet stod den sorte æske stadig. Emma gik hen til den. Hun løftede låget og så ned på Sofies absurde gave. Så så hun mod hoveddøren.
Fire meter på den anden side sad sandsynligvis en mand og smilede for sig selv. Hun tog telefonen og skrev en besked.
Du brød dit løfte.
Svaret kom få sekunder senere.
Jeg lovede kun ikke at nævne den i min lejlighed.
Emma bed sig i læben for ikke at grine.
Idiot.
Tre prikker. Så:
Middag i morgen?
Hun lod ham vente. Tyve sekunder. Tredive. Så skrev hun:
Måske.
Svaret kom straks.
Er det et ja?
Emma så igen på den sorte æske. Derefter på døren. Hun smilede.
Det er information.
Der gik næsten et helt minut. Så kom svaret:
Meget nyttig information.
Emma lagde telefonen fra sig. Hun havde på fornemmelsen, at hendes niogtredivte år kunne blive betydeligt mere interessant, end hun havde regnet med.
Læs også
I samme stemning
Vi sælger ikke selv. Klikker du videre, går du til den butik, der fører varen, til samme pris som hos butikken.
