Erotisk novelle · læsetid ca. 14 minutter · De har kendt hinanden i seksten år og aldrig sagt det. Så aflyser de andre gæster.
Da Anna drejede ind på den smalle grusvej, begyndte det at regne.
“Selvfølgelig,” mumlede hun og satte vinduesviskerne på.
Hun havde kørt i næsten to timer, og de sidste kilometer havde været gennem skov, små sommerhusområder og veje, hvor GPS'en flere gange havde insisteret på, at hun skulle dreje ind steder, der mest lignede private indkørsler. Til sidst kom huset til syne mellem fyrretræerne. Sort træ.
Store vinduer. En bred terrasse, der vendte mod klitterne. Hun kendte huset godt. Alligevel havde hun ikke været her i næsten fire år.
Anna parkerede ved siden af en mørk bil og blev siddende et øjeblik. Så var han altså allerede kommet. Jonas. Hun havde vidst det hele ugen.
Selvfølgelig havde hun det. Alligevel mærkede hun den lille uro i maven. Hun tog telefonen. En besked fra Camilla var kommet tyve minutter tidligere.
Vi er SÅ kede af det. Alma har stadig feber. Vi kommer først i morgen, hvis hun får det bedre. I må klare jer uden os ❤️
Anna stirrede på beskeden.
“I må klare jer uden os.”
Fantastisk. Hun og Jonas. Alene. Hun åbnede bildøren.
Døren til sommerhuset gik op, før hun nåede frem. Jonas stod under udhænget.
“Du fandt det.”
“Med nød og næppe.”
“Jeg sagde, du skulle ignorere GPS'en efter købmanden.”
“Det gjorde du ikke.”
“Jo.”
“Nej.”
“Så har du ikke læst mine beskeder.”
“Det er også en mulighed.”
Han kom ned ad de to trin og tog hendes taske.
“Giv mig den.”
“Jeg kan godt selv.”
“Det ved jeg.”
“Så hvorfor tager du den?”
“Fordi jeg er et vidunderligt menneske.”
“Det er ikke sådan, jeg husker dig.”
Han smilede. Det samme smil. Det irriterede hende, at hun lagde mærke til det. Jonas havde ændret sig siden sidst.
Ikke meget. Håret var lidt kortere. Der var kommet en smule gråt ved tindingerne. Det klædte ham. Irriterende nok.
“Camilla skrev til dig?” spurgte han.
“Ja.”
“Så det bliver bare os i aften.”
“Det ser sådan ud.”
Han løftede hendes taske.
“Jeg lover at opføre mig ordentligt.”
“Det ville være første gang.”
“Der er sket meget på fire år.”
Han gik ind. Anna fulgte efter. Sommerhuset duftede præcis, som hun huskede det. Træ.
Kaffe. Og en svag duft af pejs, selv om det var september og ikke koldt nok til ild endnu. Jonas havde allerede pakket ud. På køkkenbordet stod vin, brød, ost og grøntsager.
“Har du købt alt det?”
“Ja.”
“Camilla sagde, vi skulle tage mad med hver især.”
“Jeg kendte dig godt nok til at vide, at du ville komme med en pose chips og kalde det aftensmad.”
Anna løftede sin indkøbspose.
“Jeg har også oliven.”
“Undskyld. En gastronomisk oplevelse.”
Hun kastede en serviet efter ham. Han greb den.
“Dit værelse er det samme som sidst.”
“Det lille?”
“Ja.”
“Med den elendige madras?”
“Den er skiftet.”
“Hvordan ved du det?”
“Jeg har sovet der.”
Anna standsede.
“Hvorfor?”
“Fordi Martin snorker som et godstog, og jeg nægtede at dele værelse med ham sidste sommer.”
“Jeg troede et øjeblik, du havde en mere interessant historie.”
Jonas så på hende.
“Er du allerede begyndt at spørge til mit kærlighedsliv?”
“Det gjorde jeg ikke.”
“Det lød sådan.”
“Du overvurderer dig selv.”
“Det har du sagt i femten år.”
Hun tog sin taske fra ham.
“Og det er stadig sandt.”
Hun gik mod værelset. Bag sig hørte hun ham le. De havde kendt hinanden siden de var 27. Nu var Anna 43.
Det var mærkeligt at tænke på. De havde mødt hinanden gennem Camilla og Martin, været til de samme fødselsdage, middage, nytårsaftener og sommerfester. De havde set hinanden med andre mennesker. Jonas havde været gift.
Anna havde haft et forhold, der varede næsten otte år. Der havde aldrig været noget mellem dem. Det var i hvert fald den officielle version. Den uofficielle var mere kompliceret.
Der havde været blikke. Små øjeblikke. En nytårsaften for måske ti år siden, hvor de var blevet stående lidt for længe alene i et køkken. En sommerfest, hvor hans hånd kort havde ligget på hendes ryg, og hun havde tænkt på det resten af aftenen.
Men aldrig noget, man kunne pege på. Aldrig et kys. Aldrig en besked næste morgen, man skulle fortryde. De havde altid været fornuftige.
Eller feje. Anna vidste ikke længere hvilket. Da hun kom tilbage til køkkenet, stod Jonas ved komfuret.
“Laver du mad?”
“Du lyder overrasket.”
“Jeg er chokeret.”
“Vin?”
“Ja.”
Han skænkede et glas og rakte det til hende. Hun tog imod. Deres fingre rørte hinanden. Et lille, ubetydeligt strejf.
Alligevel trak hun hånden til sig lidt for hurtigt. Jonas bemærkede det. Selvfølgelig gjorde han det. Han sagde ingenting.
“Skål,” sagde Anna.
“For weekenden.”
“Og for at de andre kommer i morgen.”
Jonas så på hende over kanten af glasset.
“Har du allerede fået nok af mig?”
“Jeg prøver bare at bevare optimismen.”
“Det er godt.”
Han begyndte at skære grøntsager. Anna satte sig på køkkenbordet.
“Hvordan går det egentlig?”
“Med hvad?”
“Livet.”
“Det var et lille spørgsmål.”
“Vi har hele aftenen.”
Han så på hende.
“Har vi?”
“Medmindre du har andre planer.”
“Her?”
“Man ved aldrig med dig.”
Han smilede.
“Nej. Ingen andre planer.”
“Så?”
Han trak på skuldrene.
“Det går godt.”
“Det betyder normalt, at det ikke går godt.”
“Det går faktisk godt.”
“Arbejde?”
“Godt.”
“Lejligheden?”
“God.”
“Kærlighed?”
Kniven stoppede. Jonas så på hende.
“Der kom den.”
“Hvad?”
“Spørgsmålet.”
“Jeg spørger bare.”
“Nej.”
“Nej hvad?”
“Der er ikke nogen.”
Hun tog en slurk vin.
“Okay.”
“Var det alt?”
“Hvad forventede du?”
“Jeg ved det ikke.”
Han fortsatte med grøntsagerne.
“Dig?”
“Det ved du godt.”
“Jeg ved, at du og Thomas gik fra hinanden.”
“For otte måneder siden.”
“Jeg vidste ikke, om der var kommet en ny.”
“Der er ikke kommet en ny.”
“Okay.”
Nu var det hans tur til at sige det. Hun smilede.
“Var det alt?”
Han så på hende.
“Foreløbig.”
Efter middagen holdt det op med at regne. De tog deres vinglas med ud på terrassen. Luften var kølig og duftede af våd skov. Havet kunne høres bag klitterne.
“Skal vi gå ned?” spurgte Jonas.
“Nu?”
“Det tager fem minutter.”
“Det er mørkt.”
“Er du bange?”
“Nej.”
“Godt.”
“Jeg har bare ingen lyst til at falde ned i et hul og blive fundet af Camilla i morgen.”
“Jeg holder dig i hånden.”
Anna så på ham.
“Det var et hurtigt tilbud.”
“Rent sikkerhedsmæssigt.”
“Selvfølgelig.”
De gik. Stien gennem klitterne var næsten mørk. Efter et par minutter gled Annas sko i det våde sand. Jonas greb hendes hånd.
“Se.”
“Sig ikke noget.”
“Jeg sagde det jo.”
“Jonas.”
“Okay.”
Men han slap ikke hendes hånd. Og hun bad ham ikke om det. De fortsatte sådan resten af vejen. Stranden var tom.
Månen lå som et svagt lys bag skyerne, og bølgerne var sorte med hvide kanter.
“Det er smukt,” sagde Anna.
“Ja.”
Hun vendte hovedet. Jonas så ikke på havet. Han så på hende.
“Hvad?”
“Ingenting.”
“Du stirrer.”
“Gør jeg?”
“Ja.”
Han vendte sig mod vandet.
“Undskyld.”
“Det var ikke en klage.”
Ordene kom ud, før hun nåede at stoppe dem. Jonas så på hende igen. Ingen sagde noget. Hans hånd holdt stadig hendes.
Anna kunne mærke sin puls i fingerspidserne.
“Anna…”
“Lad være.”
“Med hvad?”
“Jeg ved ikke.”
“Det gør det svært.”
Hun lo nervøst.
“Kan vi ikke bare gå tilbage?”
“Jo.”
Han slap hendes hånd. Det var det, hun havde bedt om. Alligevel savnede hun kontakten med det samme. Tilbage i huset åbnede Jonas en ny flaske vin.
“Det er en dårlig idé,” sagde Anna.
“Vinen?”
“Den anden flaske.”
“Så lad være.”
Han stillede den på bordet. Anna så på den.
“Jeg sagde ikke, at du skulle stille den væk.”
“Du er svær at gøre tilfreds.”
“Det har du altid vidst.”
“Ja.”
Han skænkede. De satte sig i sofaen. Først i hver sin ende. Så satte Anna benene op.
Jonas gjorde det samme. Efter et stykke tid rørte deres fødder hinanden. Ingen flyttede dem.
“Kan du huske nytår hos Martin og Camilla?” spurgte Jonas pludselig.
“Hvilket år?”
“Det med det grønne køkken.”
Anna vidste præcis, hvilket år han mente.
“Ja.”
“Vi stod derinde alene.”
“Det gjorde vi sikkert.”
“Du kan godt huske det.”
Hun så på ham.
“Ja.”
“Jeg havde lyst til at kysse dig.”
Anna blev helt stille. Seksten år. Og der var den. En sætning, der havde ventet seksten år på at blive sagt.
“Hvorfor gjorde du det ikke?”
“Du var sammen med en anden.”
“Det var du også.”
“Præcis.”
Hun så ned i sit glas.
“Jeg havde også lyst.”
Jonas bevægede sig ikke.
“Hvad?”
“Du hørte mig.”
“Jeg vil gerne høre det igen.”
“Det får du ikke.”
Han smilede ikke denne gang.
“Så jeg forestillede mig det ikke.”
“Nej.”
“Og sommerfesten hos Mette?”
Anna lukkede øjnene.
“Åh gud.”
“Der også?”
“Jonas.”
“Der også.”
“Ja.”
Han lænede hovedet tilbage mod sofaen.
“Vi er idioter.”
“Vi var voksne mennesker med forhold.”
“Det er en meget moden måde at sige, at vi er idioter på.”
Anna begyndte at le. Han lo også. Og noget lettede. Seksten års usagte ting lå pludselig på bordet mellem to vinglas.
“Så hvad nu?” spurgte han.
Anna så på ham.
“Nu?”
“Vi er begge single.”
“Det er vi.”
“Vi sidder alene i et sommerhus.”
“Det gør vi.”
“Og du sidder cirka en meter fra mig.”
Hun kiggede på afstanden mellem dem.
“Det lyder meget dramatisk, når du siger det sådan.”
“Jeg synes faktisk, det er dramatisk.”
Hun kunne mærke sit hjerte slå hurtigere.
“Jonas.”
“Ja?”
“Hvis du vil kysse mig, så hold op med at tale om det.”
Han blev stille. Så satte han glasset fra sig. Han flyttede sig langsomt tættere på. Anna kunne have gjort det lettere.
Hun kunne have mødt ham halvvejs. Det gjorde hun ikke. Hun havde ventet seksten år. Han kunne godt klare de sidste tredive centimeter.
Han standsede lige foran hende.
“Du er stadig irriterende,” sagde han.
“Og du taler stadig.”
Så kyssede han hende. Det første kys var næsten forsigtigt. Det overraskede hende. Efter alle de år.
Alle de blikke. Alle de ting, de lige havde sagt. Hun havde forventet noget voldsomt. I stedet lagde han hånden mod hendes kind og kyssede hende langsomt.
Da han trak sig lidt tilbage, så hun på ham.
“Seksten år for det?”
Han stirrede på hende.
“Undskyld?”
“Jeg havde forventet lidt mere.”
“Du er utrolig.”
“Det ved jeg.”
Denne gang var det hende, der kyssede ham. Og denne gang var der intet forsigtigt over det. Hans arm gled omkring hendes talje og trak hende tættere på. Hun mærkede hans hånd på ryggen.
Sin egen i hans nakke. Det føltes både nyt og mærkeligt velkendt. Som om hendes krop allerede kendte noget, hendes hoved først lige havde fået lov til at indrømme. Da de trak sig fra hinanden, lo Anna.
“Hvad?” spurgte han.
“Jeg tænker bare på Camilla.”
“Det er et meget dårligt tidspunkt at tænke på Camilla.”
“Hun kommer måske i morgen.”
“Så?”
“Hvad siger vi?”
“Skal vi aflægge rapport?”
“Hun vil vide det på tre sekunder.”
“Så må vi øve os i at se normale ud.”
Anna betragtede ham.
“Du ser allerede meget skyldig ud.”
“Det gør du også.”
“Jeg gør ikke.”
“Anna, dit hår…”
Hun rørte automatisk ved det. Jonas begyndte at grine.
“Idiot.”
Hun slog ham med sofapuden. Han greb den og trak hende med sig. Hun endte halvt oven på ham. De blev begge stille.
Pludselig var legen væk igen. Hans ansigt var kun få centimeter fra hendes. Anna kunne mærke hans hånd ved sin talje.
“Det her,” sagde han stille, “har jeg tænkt på flere gange, end jeg har lyst til at indrømme.”
“Hvad?”
“Dig.”
Hun så på ham.
“Det må du ikke sige.”
“Hvorfor?”
“Fordi det virker.”
“Godt.”
Hun kyssede ham. Senere stod de i køkkenet. Anna havde insisteret på vand. Jonas lænede sig mod køkkenbordet og betragtede hende.
“Hold op med at kigge.”
“Nej.”
“Du gør mig nervøs.”
“Det har jeg aldrig gjort før.”
“Jo.”
Han løftede øjenbrynene.
“Har jeg?”
Anna drak vand.
“Ja.”
“Hvornår?”
“Ofte.”
“Det her bliver mere og mere interessant.”
“Du får ikke en liste.”
“Bare ét eksempel.”
“Nej.”
“Sommerfesten?”
“Vi har allerede diskuteret sommerfesten.”
“Så noget andet.”
Hun stillede glasset fra sig.
“Den weekend i Aarhus.”
Jonas tænkte.
“Konferencen?”
“Ja.”
“Det er tolv år siden.”
“Jeg ved det.”
“Hvad skete der?”
“Ingenting.”
“Anna.”
“Det var problemet.”
Han så på hende.
“Vi sad i hotelbaren til klokken tre.”
“Jeg husker det.”
“Du fulgte mig til elevatoren.”
“Ja.”
“Og så sagde du godnat.”
“Det plejer man.”
“Jeg stod i elevatoren og var rasende på dig.”
Jonas begyndte langsomt at smile.
“Hvorfor?”
“Fordi jeg ville have, at du skulle kysse mig.”
“Du havde en kæreste.”
“Det havde du også.”
“Jeg prøvede at være et ordentligt menneske.”
“Det var meget irriterende.”
Han gik hen til hende.
“Jeg beklager.”
“Det er lidt sent.”
“Kan jeg gøre det godt igen?”
“Hvordan?”
Han lagde hænderne på køkkenbordet på hver side af hende.
“Jeg har nogle idéer.”
Anna så op på ham.
“Det lød frygteligt selvsikkert.”
“Jeg prøver noget nyt.”
Hun lagde armene omkring hans hals.
“Vis mig.”
Han kyssede hende. Klokken var næsten to, da de igen sad i sofaen. Regnen var begyndt på ny. Anna lå med hovedet mod Jonas' skulder.
Hans fingre tegnede dovne cirkler på hendes arm.
“Jeg burde gå ind på mit værelse,” sagde hun.
“Ja.”
Hun løftede hovedet.
“Det var ikke det svar, du skulle give.”
“Undskyld. Nej, Anna. Bliv her for evigt.”
“Nu overdriver du.”
“Du er vanskelig.”
“Det har vi etableret.”
Hun satte sig op. Jonas tog hendes hånd.
“Bliv.”
Denne gang var der ingen humor i stemmen. Hun så på ham.
“Her?”
“Ja.”
“På sofaen?”
“Jeg har faktisk en seng.”
“Praler du?”
“Lidt.”
Hun smilede. Han rejste sig og rakte hånden frem. Anna så på den. Det var et mærkeligt øjeblik.
Ikke fordi hun var i tvivl om, hvad hun havde lyst til. Men fordi hun vidste, at når hun tog den hånd, ville seksten års næsten forsvinde. Ingen flere små blikke hen over middagsborde. Ingen flere tanker om, hvad der måske kunne være sket.
Nu ville der være et før og et efter.
“Anna?”
Hun lagde sin hånd i hans.
“Jeg tænkte bare.”
“Det er farligt.”
“Hold mund.”
Han trak hende op. Hun fulgte med. Hun vågnede ved lyden af regn mod taget. Et øjeblik vidste hun ikke, hvor hun var.
Så mærkede hun Jonas' arm omkring sig. Hun åbnede øjnene. 07.46. Hun lå helt stille.
Det første, hun mærkede, var overraskende nok ikke panik. Det var ro. Jonas bevægede sig bag hende.
“Godmorgen.”
Hans stemme var søvnig.
“Godmorgen.”
“Har du fortrudt?”
Direkte. Typisk Jonas. Anna vendte sig mod ham.
“Har du?”
“Nej.”
“Så nej.”
Han smilede.
“Godt.”
“Men vi har et problem.”
“Camilla?”
“Camilla.”
Jonas fandt sin telefon på natbordet.
“Der er en besked.”
Anna satte sig op.
“Hvad skriver hun?”
Han læste. Så begyndte han at grine.
“Hvad?”
Han rakte telefonen til hende.
Alma har det meget bedre ❤️ Vi kommer omkring kl. 13. Glæder os! Håber I ikke har slået hinanden ihjel endnu 😂
Anna stirrede på beskeden. Så på Jonas.
“Vi har fem timer.”
“Til hvad?”
“At lære at opføre os normalt.”
“Umuligt.”
“Jonas.”
Han trak hende tilbage mod sig.
“Vi kan begynde om fire en halv.”
“Du tager det ikke alvorligt.”
“Meget alvorligt.”
Han kyssede hendes pande. Anna forsøgte at holde fast i sin bekymring. Det lykkedes dårligt.
“De opdager det.”
“Ja.”
“Camilla kommer til at være uudholdelig.”
“Helt sikkert.”
“Hun kommer til at sige, at hun altid har vidst det.”
“Det har hun sikkert også.”
Anna så på ham.
“Tror du?”
“Anna. Alle har vidst det undtagen os.”
Hun begyndte at le.
“Det er ikke sjovt.”
“Jo.”
Han kyssede hende.
“Jonas.”
“Mm?”
“Vi skal op.”
“Om lidt.”
“Vi skal rydde op.”
“Senere.”
“Og jeg skal ind på mit eget værelse.”
Han åbnede øjnene.
“Det sidste lyder unødvendigt.”
“Mine ting er der.”
“De kan flyttes.”
“Du er meget hurtig.”
“Seksten år, Anna.”
Hun blev stille. Han smilede.
“Jeg synes ikke, jeg skynder mig.”
Hun kunne ikke argumentere imod det. Klokken 12.52 var huset ryddet op. Vinflaskerne var væk. Sofaens puder lå på plads.
Anna havde været i bad. Jonas havde lavet kaffe. Alt så fuldstændig normalt ud.
“Vi klarer det,” sagde Anna.
“Selvfølgelig.”
“Bare opfør dig normalt.”
“Jeg opfører mig altid normalt.”
Hun gav ham et blik. Så hørte de en bil på grusvejen.
“De er her.”
Anna rejste sig. Jonas tog kaffekoppen.
“Rolig.”
“Jeg er rolig.”
“Du ser ikke rolig ud.”
“Hold mund.”
Bildørene smækkede. Stemmer udenfor. Anna gik hen mod døren. Jonas kom efter hende.
Lige før hun åbnede, mærkede hun hans hånd kort mod sin ryg. Kun et lille strejf. Præcis som til den sommerfest mange år tidligere. Hun vendte hovedet.
Han smilede. Og pludselig var hun tilbage i den have. Yngre. Optaget.
Forsigtig. Med alle de ord, hun ikke havde sagt. Denne gang greb hun hans hånd. Bare et sekund.
Så slap hun den og åbnede døren. Camilla stod udenfor med en taske over skulderen.
“Hej!”
“Hej!”
De krammede. Martin kom bag hende med poser.
“Hvor er kaffen?”
“I køkkenet,” sagde Jonas.
Camilla gik ind. Hun nåede tre skridt. Så standsede hun. Vendte sig.
Så på Anna. Så på Jonas. Tilbage på Anna.
“Nej.”
Anna mærkede varmen stige op i ansigtet.
“Hvad?”
Camillas mund faldt åben.
“NEJ!”
“Camilla…”
“Jeg vidste det!”
Jonas begyndte at le. Anna lukkede øjnene.
“Tre sekunder,” mumlede hun.
“Hvad?” spurgte Camilla.
“Ingenting.”
Camilla pegede skiftevis på dem.
“Er I…?”
“Vi laver kaffe,” sagde Anna.
“Anna!”
“Vil du have mælk?”
“Jeg er fuldstændig ligeglad med mælk!”
Martin kom ind med den sidste taske.
“Hvad sker der?”
Camilla vendte sig mod ham.
“De har endelig gjort det.”
Martin satte posen fra sig. Han så på Jonas. Så på Anna.
“Nå.”
Anna stirrede på ham.
“Nå?”
Han trak på skuldrene.
“Jeg skylder Camilla 500 kroner.”
Der blev stille. Jonas begyndte at grine først. Så Camilla. Til sidst kunne Anna heller ikke lade være.
Udenfor begyndte solen for første gang den weekend at bryde gennem skyerne. Senere gik de alle fire ned mod stranden. Anna gik lidt bag de andre. Jonas ventede på hende.
Da de var langt nok væk til, at Camilla ikke kunne se det, tog han hendes hånd. Anna flettede fingrene ind i hans.
“Seksten år,” sagde hun.
“Jeg ved det.”
“Vi er virkelig idioter.”
“Ja.”
Hun så på ham.
“Men du var værst.”
“Selvfølgelig.”
Han løftede hendes hånd og kyssede den. Foran dem vendte Camilla sig. Anna slap straks.
“For sent!” råbte Camilla.
Jonas lo. Anna rystede på hovedet. Denne gang tog hun hans hånd igen. Og hun slap den ikke.
Læs også
I samme stemning
Vi sælger ikke selv. Klikker du videre, går du til den butik, der fører varen, til samme pris som hos butikken.
