Erotisk novelle · læsetid ca. 11 minutter · Hver torsdag klokken ni spiller manden ovenpå jazz. En aften stopper musikken midt i et nummer.
Det begyndte med musikken. Hver torsdag aften omkring klokken ni. Ikke høj musik. Ikke den slags, man klagede over til boligforeningen eller bankede vredt på loftet over. Bare nok til, at Katrine kunne høre bassen gennem loftet, når hun sad i sofaen.
Jazz. Nogle gange soul. En sjælden gang noget, hun ikke kunne identificere. Hun havde boet i lejligheden i næsten seks år, men manden ovenpå var flyttet ind i februar.
Alexander. Det vidste hun, fordi hans navn stod på postkassen. Hun vidste også, at han drak sin kaffe sort, fordi de flere gange var stødt på hinanden i caféen på hjørnet. Hun vidste, at han løb om morgenen.
At han havde en mørk cykel, som altid stod lidt irriterende placeret i gården. Og at han var single. Det sidste vidste hun ikke officielt. Men hun havde aldrig set den samme kvinde komme eller gå fra lejligheden mere end én gang.
Ikke at hun holdt øje. Naturligvis ikke. Den første rigtige samtale havde fundet sted i vaskekælderen. Katrine stod med en våd dyne i armene og forsøgte at forstå, hvorfor tørretumbleren nægtede at starte.
“Du skal lukke den hårdere.”
Hun vendte sig. Alexander stod i døren med en vasketøjskurv.
“Undskyld?”
“Døren. Den registrerer ikke, at den er lukket.”
“Jeg har lukket den.”
“Nej.”
“Jo.”
Han satte kurven fra sig.
“Må jeg?”
“Hvis du absolut skal demonstrere din overlegne tekniske kunnen.”
“Det er en tørretumbler, Katrine.”
Hun så på ham.
“Hvordan ved du, hvad jeg hedder?”
Han pegede på vaskereservationen.
KATRINE LARSEN – 18.00–20.00.
“Nå.”
“Jeg er ikke stalker.”
“Det var præcis, hvad en stalker ville sige.”
Han smilede. Så gav han tørretumblerens dør et bestemt skub. Klik. Maskinen startede.
Katrine stirrede på den.
“Jeg hader dig lidt.”
“Det går over.”
“Det tvivler jeg på.”
Han tog sin kurv igen.
“Alexander.”
“Det ved jeg.”
Nu var det hans tur til at se på hende.
“Hvordan?”
Katrine pegede mod loftet.
“Postkassen.”
“Selvfølgelig.”
“Jeg er ikke stalker.”
Han begyndte at le. Det var første gang. Efter vaskekælderen begyndte de at hilse mere. Så begyndte de at tale.
Først kun et par minutter ad gangen. På trappen. Ved postkasserne. I gården.
En morgen stod de begge i kø på caféen. Alexander bestilte.
“En americano. Sort.”
Katrine stod bag ham.
“Selvfølgelig.”
Han vendte sig.
“Hvad betyder det?”
“Du ligner en mand, der drikker sort kaffe.”
“Hvad ligner du så?”
“Cappuccino.”
Han betragtede hende.
“Nej.”
“Nej?”
“Flat white.”
Hun stirrede på ham.
“Det var mærkeligt specifikt.”
“Har jeg ret?”
Baristaen så på Katrine.
“Den sædvanlige?”
“Ja. Flat white.”
Alexander smilede.
“Jeg vidste det.”
Hun tog sin kaffe.
“Nu hader jeg dig lidt igen.”
“Stadig?”
“Det kommer og går.”
Det var en torsdag i maj, at musikken pludselig stoppede midt i et nummer. Katrine sad i sofaen med sin laptop. Stilheden føltes næsten forkert. Så bankede det på døren.
Hun så på klokken. 21.17. Da hun åbnede, stod Alexander udenfor. I hånden havde han en flaske vin.
“Jeg har et problem.”
“Er din musik gået i stykker?”
“Du kan høre den?”
“Alexander, du bor direkte ovenpå.”
“Er den for høj?”
“Nej.”
“Godt.”
Han løftede flasken.
“Mit problem er mere alvorligt.”
“Okay.”
“Jeg har åbnet en flaske, der er alt for god til at drikke alene.”
Katrine så på flasken. Så på ham.
“Og du gik rundt i opgangen og ledte efter frivillige?”
“Nej.”
“Så?”
“Jeg gik én etage ned.”
Hun mærkede det lille sug i maven.
“Det var meget målrettet.”
“Ja.”
Han stod bare der. Ingen smart bemærkning bagefter. Det gjorde situationen vanskeligere.
“Jeg arbejder,” sagde hun.
Alexander så forbi hende mod sofaen.
“Du ser Netflix.”
Hun vendte hovedet. På skærmen stod Netflix-menuen.
“Jeg var ved at vælge noget.”
“Meget krævende arbejde.”
“Jeg kunne stadig sige nej.”
“Det kunne du.”
Han ventede. Katrine sukkede.
“Ét glas.”
“Selvfølgelig.”
“Og så går du hjem.”
“Naturligvis.”
En time senere var flasken halvtom. Alexander sad i den anden ende af sofaen.
“Det her tæller stadig som ét glas,” sagde Katrine.
“Du har bare fyldt det op flere gange.”
“Præcis.”
“Meget kreativ bogføring.”
Hun lo. Det var overraskende nemt at tale med ham. Det irriterede hende lidt. Hun havde på forhånd besluttet, hvilken type han var.
Lidt for selvsikker. Lidt for bevidst om sit udseende. En mand, der sikkert havde lært tidligt, at et smil kunne få ham langt. Hun havde taget fejl.
Eller ikke helt. Smilet virkede stadig. Men der var mere.
“Så hvorfor torsdag?” spurgte hun.
“Hvad?”
“Musikken.”
Han så på hende.
“Du har virkelig holdt øje.”
“Jeg kan høre den gennem loftet.”
“Kun torsdag?”
“Ja.”
“Jeg arbejder hjemme om fredagen. Torsdag er min fredag.”
“Så du sidder alene og hører jazz hver torsdag?”
“Det lyder sørgeligt, når du siger det sådan.”
“Lidt.”
“Jeg nyder det.”
“Det er godt.”
Han tog sit glas.
“Og nu ved jeg, at du lytter med.”
“Det gør jeg ikke.”
“Du ved, hvilken dag det er.”
“Fordi du er forudsigelig.”
“Vil du have lov til at vælge musikken næste torsdag?”
“Er det en invitation?”
“Det kommer an på.”
“På hvad?”
“Om du siger ja.”
Hun smilede.
“Det var en dårlig replik.”
“Jeg ved det.”
Næste torsdag gik Katrine ikke ovenpå. Klokken ni begyndte musikken. Første nummer: jazz. Andet: noget gammelt soul.
Tredje nummer kendte hun. Hun havde nævnt sangen ugen før. Hun satte sig op i sofaen.
“Idiot.”
Telefonen vibrerede. Hun havde givet Alexander sit nummer efter vinflasken.
Kan du høre den?
Hun lod beskeden ligge i et minut.
Desværre.
God.
Du har dårlig smag.
Tre prikker.
Kom op og gør noget ved det.
Katrine stirrede på skærmen. Hun burde blive siddende. I stedet rejste hun sig. Alexander åbnede døren næsten med det samme.
“Du kom.”
“Kun fordi musikken er forfærdelig.”
“Selvfølgelig.”
Hans lejlighed var større end hendes. Samme grundplan, men væggen mellem køkken og stue var fjernet. Store vinduer mod gården. Plader langs den ene væg.
“Vin?” spurgte han.
“Er det din eneste strategi?”
“Den virker.”
“Det er irriterende.”
“Rød eller hvid?”
“Rød.”
Han skænkede. Katrine gik hen til pladerne.
“Du har faktisk god musik.”
“Tak.”
“Jeg sagde ikke, at du måtte blive selvtilfreds.”
“For sent.”
Hun trak en plade ud.
“Den her.”
Alexander så på den.
“Virkelig?”
“Problem?”
“Nej.”
Han satte den på. Musikken begyndte. Katrine tog glasset.
“Bedre.”
“Du er meget krævende.”
“Du inviterede mig.”
“Det gjorde jeg.”
Måden han sagde det på fik hende til at se på ham. Han stod tættere på, end hun havde forventet. Ikke tæt. Men tættere.
“Alexander?”
“Ja?”
“Hvorfor inviterede du mig egentlig?”
Han smilede ikke.
“Vil du have det ærlige svar?”
“Ja.”
“Fordi jeg har haft lyst til det i et par måneder.”
Hun tog en slurk vin.
“Et par måneder?”
“Ja.”
“Og du ventede?”
“Du virkede ikke specielt interesseret.”
“Jeg var høflig.”
“Du kaldte min cykel en trafikulykke i gården.”
“Den står forfærdeligt.”
“Du sagde, du hadede mig i vaskekælderen.”
“Lidt.”
“Præcis.”
Hun kunne mærke, at hun smilede.
“Og alligevel inviterede du mig.”
“Jeg er optimist.”
“Eller langsom til at forstå hints.”
“Muligvis.”
Han tog et skridt nærmere.
“Men jeg tror, jeg er blevet bedre.”
Katrine så på ham.
“Til hvad?”
“At forstå dine.”
Hun burde have fundet et smart svar. Hun fandt ikke et. Musikken fyldte stilheden. Alexander løftede hånden.
Ikke mod hende. Han tog hendes vinglas.
“Hvad laver du?”
“Redder mit gulv.”
“Fra hvad?”
“Det her.”
Han satte glasset på bordet. Så kyssede han hende. Det varede kun et øjeblik. Han trak sig tilbage.
Katrine så på ham.
“Det var meget selvsikkert.”
“Var det forkert?”
Hun kunne have sagt ja. I stedet tog hun fat i hans skjorte og trak ham tilbage. Det andet kys varede længere. Hans hånd lagde sig ved hendes talje.
Hun mærkede den gennem den tynde bluse. Varm. Rolig. Da hun trak sig væk, var hun forpustet.
“Du er stadig irriterende.”
“Det ved jeg.”
“Og din cykel står stadig dårligt.”
“Jeg flytter den i morgen.”
“Godt.”
Han kyssede hende igen. Derefter ændrede torsdage sig. Ikke officielt. Ingen af dem kaldte det noget.
Men omkring klokken ni begyndte musikken ovenpå. Og omkring 21.15 gik Katrine op. Nogle gange havde hun vin med. Andre gange mad.
En aften lavede de pasta. En anden sad de på altanen til efter midnat. De kyssede. Meget.
Men Alexander pressede aldrig på. Det gjorde hende mere nysgerrig, ikke mindre. En torsdag, næsten en måned efter den første vinflaske, stod hun i hans køkken. Alexander lavede drinks.
“Jeg skal spørge dig om noget,” sagde hun.
“Det lyder farligt.”
“Har du en kæreste?”
Han vendte sig.
“Nej.”
“En du ser?”
“Nej.”
“En du gerne vil se?”
Han satte flasken fra sig.
“Ja.”
Katrine mærkede maven synke en smule.
“Nå.”
Alexander betragtede hende.
“Hun bor nedenunder.”
Katrine lukkede øjnene.
“Det var så dårligt.”
“Jeg ved det.”
“Virkelig dårligt.”
“Men effektivt.”
Hun prøvede ikke at smile. Det lykkedes ikke.
“Din tur,” sagde han.
“Til hvad?”
“Ser du nogen?”
“Nej.”
“Vil du gerne?”
Hun tog drinken fra ham.
“Måske.”
“Måske?”
“Jeg vil ikke gøre det for nemt.”
“Det har du aldrig gjort.”
Senere sad de i sofaen. Katrine havde benene hen over hans. Hans hånd hvilede på hendes knæ.
“Jeg har en gave til dig,” sagde hun.
Alexander så mistænksom ud.
“Det lyder farligt.”
“Vent.”
Hun rejste sig og hentede sin taske. Derfra tog hun en lille pakke. Han åbnede den. En cykellygte.
Alexander stirrede på hende.
“En cykellygte?”
“Så når du absolut skal blokere hele gården, kan folk i det mindste se katastrofen.”
Han begyndte at grine.
“Du er utrolig.”
“Det ved jeg.”
Han lagde pakken fra sig.
“Jeg har også noget til dig.”
“Har du?”
Han gik hen til en skuffe. Katrine fulgte ham med blikket. Han kom tilbage med en lille æske. Hun tog imod den.
“Hvis det er smykker, bliver det her meget mærkeligt.”
“Bare åbn.”
Hun gjorde det. Indeni lå et par ørepropper. Katrine stirrede. Alexander begyndte allerede at smile.
“Ørepropper?”
“Til musikken.”
Hun kastede æsken efter ham. Han greb den og lo.
“Idiot.”
“Du klagede.”
“Jeg har aldrig klaget!”
“Du nævnte den.”
Hun skubbede til ham. Han greb hendes hånd. Og pludselig holdt han hende tættere. Latteren forsvandt langsomt.
Hans tommelfinger strøg over hendes håndled. Katrine så på ham.
“Du gør det igen.”
“Hvad?”
“Det der blik.”
“Hvilket?”
“Som om du tænker noget, du ikke siger.”
Han blev stille.
“Vil du vide det?”
“Måske.”
Han kom tættere på.
“Jeg tænker, at jeg har kysset dig i en måned.”
“Det har du.”
“Og at jeg stadig ikke ved, om du går ned til din egen lejlighed i aften.”
Katrines puls ændrede sig. Der var den. Spørgsmålet, ingen af dem havde stillet. Hun så på hans hånd omkring sin.
“Vil du have mig til at blive?”
“Ja.”
Ingen vittighed. Ingen scorereplik. Bare ja. Det gjorde noget ved hende.
Hun løftede blikket.
“Så sig det.”
Alexander så hende direkte i øjnene.
“Bliv.”
Hun kyssede ham. Da Katrine vågnede næste morgen, var musikken stadig tændt meget lavt i stuen. Hun lå et øjeblik uden at bevæge sig. Solen kom gennem gardinet.
Alexander sov ved siden af hende. Hun fandt telefonen. 07.41. Hun havde et møde klokken ni.
“Pis.”
Alexander åbnede det ene øje.
“Romantisk.”
“Jeg har et møde.”
“Hvornår?”
“Ni.”
Han så på klokken.
“Du bor en etage nede.”
“Det er ikke pointen.”
“Jeg laver kaffe.”
“Jeg skal i bad.”
“Du har et badeværelse.”
“Mit tøj er nedenunder.”
“Detaljer.”
Katrine satte sig op. Alexander lagde en hånd om hendes håndled.
“Hey.”
Hun vendte sig.
“Hvad?”
Han så pludselig mere alvorlig ud.
“Du forsvinder ikke nu, vel?”
Spørgsmålet overraskede hende.
“Jeg skal på arbejde.”
“Det var ikke det, jeg mente.”
Hun så på ham. Så forstod hun. Hun lænede sig ned og kyssede ham.
“Nej.”
“Godt.”
“Men jeg går ned.”
“Okay.”
“Og jeg skal i bad.”
“Fint.”
“Og du skal flytte din cykel.”
Han lukkede øjnene.
“Der er hun.”
Klokken 08.05 gik Katrine ned ad trappen. Hun havde hans skjorte over sin bluse, fordi hun ikke kunne finde sin cardigan. Da hun nåede sin egen dør, kom naboen fra anden sal op ad trappen. En ældre kvinde, fru Andersen.
“Godmorgen.”
“Godmorgen,” sagde Katrine.
Fru Andersen så på skjorten. Så op mod Alexanders etage. Så på Katrine igen. Et lille smil.
“Musikken var god i går.”
Katrine frøs.
“Kunne du høre den?”
“Jeg kan høre mere, end I unge tror.”
“Åh.”
Fru Andersen fortsatte op ad trappen.
“God arbejdsdag.”
“Tak.”
Katrine skyndte sig ind. Telefonen vibrerede. Alexander.
Kaffe om 10 minutter?
Hun skrev:
Jeg kommer ikke op igen.
Svar:
Så kommer jeg ned.
Jeg skal i bad.
Tre prikker.
Det lyder som information, jeg ikke burde kommentere på.
Katrine smilede.
Korrekt.
9 minutter.
Hun lagde telefonen på køkkenbordet. Så ringede det på døren. Hun stirrede mod entreen. Det kunne umuligt være ham allerede.
Hun åbnede. Alexander stod udenfor med to kopper kaffe.
“Ni minutter?”
“Jeg løj.”
“Det er gået cirka fyrre sekunder.”
“Jeg savnede dig.”
Hun forsøgte at se alvorlig ud.
“Det var kvalmende.”
“Virker det?”
“Desværre.”
Han rakte hende en kop. Flat white. Hun så på den.
“Du huskede det.”
“Selvfølgelig.”
“Du er stadig irriterende.”
“Lidt?”
Hun tog imod kaffen.
“Det kommer og går.”
Han lænede sig frem og kyssede hende hurtigt.
“Jeg går nu.”
“God idé.”
“Vi ses i aften.”
“Gør vi?”
Han begyndte at gå op ad trappen. Katrine lænede sig ud gennem døren.
“Alexander?”
Han vendte sig.
“Ja?”
“Det er fredag.”
“Og?”
“Du spiller kun musik om torsdagen.”
Han smilede.
“Det gjorde jeg.”
Samme aften klokken 20.58 begyndte musikken ovenpå. Katrine sad i sofaen. Hun lod det første nummer spille færdigt. Så det næste.
Telefonen vibrerede.
For højt?
Hun skrev:
Ja.
Svaret kom:
Undskyld.
Musikken blev lavere. Katrine smilede. Hun rejste sig. Gik ud i opgangen.
Op ad trappen. Og bankede på hans dør. Alexander åbnede.
“Jeg troede, du sagde, den var for høj.”
“Det er den.”
“Jeg skruede ned.”
“Det hjælper ikke.”
“Hvad foreslår du?”
Hun gik forbi ham ind i lejligheden.
“Jeg tror, jeg bliver nødt til at komme herop hver gang.”
Han lukkede døren.
“Det lyder besværligt.”
“Meget.”
“Så må vi finde en permanent løsning.”
Hun vendte sig mod ham.
“Har du et forslag?”
Alexander smilede.
“Et par stykker.”
Katrine tog hans hånd og trak ham tættere på.
“Så kan du fortælle mig dem senere.”
Musikken fortsatte. Nede i Katrines lejlighed stod fjernsynet slukket. Og fra den aften holdt hun helt op med at klage over støjen fra naboen ovenpå.
Læs også
I samme stemning
Vi sælger ikke selv. Klikker du videre, går du til den butik, der fører varen, til samme pris som hos butikken.
