Erotisk julenovelle · læsetid ca. 8 minutter · En sort æske fra pakkelegen afslører, at flirten aldrig var ensidig.
Klokken var lidt over et, da DJ'en pakkede sine højttalere sammen, og kantinen på tredje sal lignede noget, der havde overlevet en lille, glad storm. Konfetti i vindueskarmene. En nissehue på kopimaskinen. Nogen havde bygget et tårn af plastikkrus på receptionsdisken og givet det et navneskilt: Kvartalsrapporten.
Sara Holm stod med en sort affaldssæk i hånden og smilede for sig selv. Hun var 34, projektleder, og havde for længst lært, at den, der bliver til sidst, også er den, der rydder op. Det havde hun det fint med. Hun havde skiftet til danskvand ved kaffen for to timer siden, og hovedet var klart, mens resten af firmaet i et kor af “god jul” og “vi ses i januar” var forsvundet ned ad trappen mod taxaerne.
Næsten resten af firmaet.
“Du ved godt, at rengøringen kommer i morgen, ikke?”
Hun vendte sig. Mikkel Brandt stod i døråbningen med skjorteærmerne rullet op og en bakke tomme glas balanceret på den ene hånd. 37 år, grafiker, kontoret ved siden af hendes. Ham, der hver morgen stillede en kop kaffe på hendes skrivebord, hvis han kom først, og som hun havde brugt et helt år på at lade være med at tænke for meget over.
“Jeg kan ikke lade et tårn kaldet Kvartalsrapporten stå,” sagde hun. “Det er for symbolsk.”
“Det var mig, der byggede det.”
“Det vidste jeg godt.”
Han satte bakken fra sig og rev en sæk af rullen. Et øjeblik arbejdede de i stilhed, mens julemusikken, som ingen havde slukket, kørte videre i en lav løkke fra højttaleren i loftet. Hun lagde mærke til, at han heller ikke havde et glas i hånden. Ved hans plads på langbordet stod en karaffel vand, næsten tom.
“Du har ikke rørt snapsen,” sagde hun.
“Jeg drak to øl til silden og så vand resten af aftenen.” Han trak på skuldrene. “Jeg ville gerne kunne huske i aften.”
Den sætning blev hængende i luften. Hun bandt en knude på sækken og lod, som om den krævede hele hendes opmærksomhed.
Pakkelegen havde været aftenens højdepunkt. Tredive kolleger, en terning og en bunke gaver til hundrede kroner. Der havde været chokolade, et par uldsokker, en hæklet nisse. Og så den lille sorte æske med guldsløjfe, som alle havde rystet nysgerrigt, og som til sidst var endt hos Mikkel. Han havde åbnet den foran hele bordet og fundet et frækt kortspil for par. Hele kantinen havde hylet af grin, og han var blevet rød helt op til ørerne.
Sara havde købt det. Hun havde tænkt, at det var sjovt. Hun havde ikke tænkt på, hvem der ville ende med det.
“Du ved godt, hvem der tog den med,” sagde Mikkel nu, uden at se op fra glassene.
“Den sorte æske?”
“Mm.”
“Det kunne have været hvem som helst.”
“Du smilede, før jeg overhovedet havde fået sløjfen af.”
Hun mærkede varmen stige op i kinderne og vidste, at han kunne se det. Hun tog en klud og begyndte at tørre et bord af, der allerede var tørt.
“Okay,” sagde hun. “Det var mig. Og nej, den var ikke ment til dig. Den var ment til at skabe kaos.”
“Den skabte kaos.” Han grinede lavt. “Jonas fra regnskab har spurgt tre gange, om han må låne den.”
“Det må han ikke.”
“Nej,” sagde Mikkel og så endelig på hende. “Det må han ikke.”
Der var noget i hans stemme, der fik hende til at lægge kluden fra sig.
De fik ryddet resten på en halv time. Stolene op på bordene, lyset slukket over buffeten, kaffemaskinen tømt. Til sidst stod de ved de store vinduer ud mod havnen. Det var begyndt at sne, store, langsomme fnug, der dalede ned i lyset fra gadelygterne og forsvandt i det sorte vand.
“Hele året,” sagde Mikkel stille.
“Hvad mener du?”
“Kaffen om morgenen. Når du kommer ind og siger tak uden at se op fra skærmen, og så alligevel smiler, når jeg går.” Han kiggede ud på sneen. “Fredagsbaren i maj, hvor vi snakkede i to timer på trappen og gik glip af hele kagen. Workshoppen i Odense, hvor du faldt i søvn på min skulder i toget, og jeg ikke turde bevæge mig i fyrre minutter.”
“Det gjorde jeg ikke.”
“Du savlede lidt.”
“Det gjorde jeg absolut ikke.”
Han smilede, men blev så alvorlig igen. “Jeg har tænkt på, om det kun var mig. Om jeg bildte mig ind, at det var gensidigt. Vi arbejder sammen, Sara. Jeg ville ikke gøre noget, der gjorde det akavet for dig mandag morgen.”
Hun var stille et øjeblik. Hendes hjerte slog hurtigt og tydeligt, men tankerne var helt klare. Det her var ikke en julefrokostidé. Det var en tanke, hun havde haft i elleve måneder.
“Det er ikke kun dig,” sagde hun.
Han vendte sig mod hende.
“Jeg har en hel mappe på mit skrivebord med skitser, du har lavet til mig,” fortsatte hun. “Små tegninger på post-it sedler. Den med kaffekoppen med vinger. Jeg har aldrig smidt en eneste ud. Og den sorte æske...” Hun bed sig i læben. “Måske håbede jeg en lille smule, at den ville ende hos dig.”
“Kun en lille smule?”
“Meget lidt.”
Han trådte et skridt nærmere, så hun kunne mærke varmen fra ham gennem den tynde kjole. Han rørte hende ikke. Han så bare på hende, som om han ventede på noget.
“Må jeg kysse dig?” spurgte han.
“Ja,” sagde hun. “Jeg har ventet på, at du spurgte.”
Kysset var forsigtigt i starten. Bare hans læber mod hendes, blødt og lidt spørgende, som om han stadig ville give hende plads til at trække sig. Hun trak sig ikke. Hun lagde hånden mod hans kind og kyssede ham igen, dybere, og hørte ham trække vejret ind, som om han havde holdt det inde i lang tid.
Hans hænder fandt hendes talje. Hendes fingre fandt kraven på hans skjorte. Bag dem summede julemusikken videre, og sneen faldt tættere uden for vinduet.
Da de endelig slap hinanden, grinede hun, lidt forpustet. “Vi står i kantinen.”
“Vi står i en meget ren kantine.”
“Det her er det mindst romantiske sted i hele bygningen.”
“Det har jeg et forslag til.” Han tog hendes hånd. “Mit kontor har en sofa. Og en lampe, der ikke er lysstofrør.”
“Det har mit også.”
“Dit har den grimme plante.”
“Den hedder Gert, og den er ikke grim.”
Han lo, og hun mærkede, hvor meget hun havde savnet den lyd, selvom hun hørte den hver dag. Hånd i hånd gik de ned ad den mørke gang, forbi kopimaskinen med nissehuen, forbi de tomme skriveborde med julekort og stearinlys, der for længst var blæst ud.
På hans kontor tændte han den lille messinglampe i hjørnet, og rummet fik et varmt, gyldent skær. Han lukkede døren bag dem, og lyden af låsen, der klikkede, fik det til at sitre i hendes mave.
“Er du sikker?” spurgte han. “Vi kan også bare sidde her og snakke. Eller jeg kan følge dig hjem. Det er helt okay.”
Hun elskede ham lidt for, at han spurgte igen.
“Jeg er sikker,” sagde hun. “Jeg er helt ædru, jeg er helt vågen, og jeg har lyst til dig. Det har jeg haft længe.”
“Godt,” hviskede han. “For jeg har lyst til dig på en måde, der er fuldstændig upassende for en arbejdsplads.”
“Så er det godt, vi har fri.”
Hun skubbede ham blidt baglæns ned i sofaen og satte sig på skødet af ham. Kjolen gled op over knæene. Han lagde hænderne på hendes lår, varme gennem strømpebukserne, og så op på hende med et blik, der fik hende til at glemme alt om mandag morgen.
Hun knappede hans skjorte op, en knap ad gangen, langsomt, mens hun kyssede den hud, der kom til syne. Hans hals. Hans kraveben. Hun mærkede hans puls under læberne og hørte ham sige hendes navn, lavt og ru, på en måde, han aldrig havde sagt det ved kaffemaskinen.
“Sig det igen,” hviskede hun.
“Sara.”
Hans hænder fandt lynlåsen i ryggen på hendes kjole. Han stoppede, med fingrene på den lille metalflig, og så op på hende. Hun nikkede. Lynlåsen gled ned med en lyd, der føltes højere end hele julefrokosten tilsammen, og den kølige luft ramte hendes ryg, efterfulgt af hans varme håndflader.
Lampen kastede deres skygger op ad væggen. Sneen hvirvlede forbi vinduet. Og et sted i bygningen spillede højttaleren stadig “Last Christmas” for ingen andre end dem.
Resten af natten blev mellem dem og den lille messinglampe.
Da Sara vågnede, lå hun under hans uldfrakke på sofaen med hovedet på hans bryst. Det var stadig mørkt udenfor, men himlen over havnen var begyndt at blive grå i kanten. Han var vågen. Hun kunne mærke det på den måde, han strøg hende over håret.
“Godmorgen,” sagde han.
“Er klokken mange?”
“Halv syv. Det er lørdag. Ingen kommer før mandag.”
Hun løftede hovedet og så på ham. Hans hår strittede, og han havde et lille mærke på halsen, som hun var temmelig sikker på var hendes skyld.
“Hvad sker der så mandag?” spurgte hun.
“Mandag stiller jeg en kop kaffe på dit skrivebord,” sagde han. “Som altid. Og så spørger jeg, om du vil med ud at spise om aftenen. Rigtigt. Med duge og det hele.”
“Og hvis jeg siger ja?”
“Så tager jeg kortspillet med.”
Hun grinede så højt, at hun var nødt til at gemme ansigtet mod hans skulder.
“Jonas fra regnskab bliver så skuffet,” mumlede hun.
“Jonas fra regnskab overlever.”
Udenfor var sneen holdt op. Byen lå hvid og stille, og et sted nede på kajen blinkede en juletræskæde i takt med ingenting. Sara lukkede øjnene igen og tænkte, at det her var den første julefrokost, hun ikke ville have skulle slutte.
Og måske gjorde den det heller ikke helt.
I samme stemning
Vi sælger ikke selv. Klikker du videre, går du til den butik, der fører varen, til samme pris som hos butikken.
