Erotisk julenovelle · læsetid ca. 8 minutter · 24 låger, ét silkebånd og en december, der bliver varmere for hver dag.
Thomas fandt den på morgenbordet den sidste dag i november. En lang kasse betrukket med mørkerødt papir, med 24 små låger skåret i låget og en guldsnor bundet om det hele. Ved siden af lå et kort med hendes håndskrift, de skrå bogstaver, han havde kendt i atten år.
“Én låge om dagen. Ingen snyd. Og du åbner dem kun, når jeg er der. L.”
Han stod med kaffekoppen i hånden og grinede for sig selv. Lene havde altid elsket julen mere end ham. Hun var 44, gymnasielærer i dansk og historie, og hun var den type, der købte gaver i juli og pakkede dem ind i august. Han var 46, ingeniør, og havde det med at købe hendes julegave i Magasin den 23. december klokken fire om eftermiddagen.
Men en pakkekalender til ham? Det havde hun aldrig lavet før.
“Hvad er det her?” spurgte han, da hun kom ned ad trappen i sin store morgenkåbe med håret sat op i en sjusket knold.
“Det er din julekalender.” Hun tog kaffekanden og skænkede uden at se på ham. “Første låge i morgen. Om aftenen. Når jeg siger til.”
“Det lyder mystisk.”
“Det er meningen.” Hun drak af koppen, og over kanten så han hendes øjne glimte på en måde, han ikke havde set i lang tid. “Børnene er flyttet hjemmefra, Thomas. Vi har haft travlt i et par år. Jeg synes, vi fortjener en december, der er lidt sjovere end bare at købe gran.”
Han satte koppen fra sig. “Hvor meget sjovere?”
“Det finder du ud af.”
Låge 1
Den første december var en tirsdag, og det regnede hele dagen. Thomas sad i møder, han ikke kunne huske et ord af, fordi han blev ved med at tænke på den røde kasse på køkkenbordet. Han kørte hjem et kvarter tidligere end normalt og hadede sig selv lidt for det.
Lene havde tændt stearinlys i stuen. Hun sad i sofaen med benene trukket op under sig og en bog, hun ikke læste.
“Nu,” sagde hun og nikkede mod kassen, som hun havde stillet på sofabordet.
Han satte sig ved siden af hende og åbnede låge nummer ét. Inde i det lille rum lå en sammenrullet seddel og et smalt bånd af sort silke. Han rullede sedlen ud.
“I aften bestemmer jeg. Du må ikke se, kun mærke. Hvis du vil stoppe, siger du bare ‘gran’.”
Han så op på hende. Hun bed sig i underlæben og så pludselig både fræk og en smule genert ud, som hun havde gjort den første sommer, de kendte hinanden.
“Gran?” sagde han.
“Det var det eneste juleagtige ord, der ikke var for fjollet.”
“Det er lidt fjollet.”
“Vil du have den eller ej?”
Han rakte hende silkebåndet. “Jeg vil have den.”
Hun knælede op i sofaen bag ham og bandt båndet for hans øjne. Verden blev sort og blød. Han hørte hende rejse sig, hørte hendes bare fødder mod gulvet, hørte stearinlysene knitre. Og så mærkede han hendes ånde mod sin nakke, før hendes læber var der.
Det var mærkeligt, hvor meget mere han kunne mærke, når han ikke kunne se. Hendes fingre, der langsomt løsnede hans slips. Duften af hendes hår, vanilje og noget varmt. Lyden af hendes vejrtrækning, der blev hurtigere, da hans hænder fandt hendes hofter.
“Du må ikke se,” hviskede hun igen. “Men du må gerne røre.”
Han rørte. Og resten af den første december forsvandt i stearinlys og silke.
Låge 12
Han havde lært at glæde sig til aftnerne. Det var ikke hver dag, låge-gaven var fræk. Den fjerde var en pose brændte mandler. Den syvende var et kort, hvor der stod “Du skal vaske op, og jeg ser på”, hvilket han gjorde, mens hun sad på køkkenbordet med et glas gløgg og kommenterede hans teknik. Den tiende var en kupon til en gåtur i skoven søndag morgen, hvor de holdt hinanden i hånden som nyforelskede og snakkede om alt det, de ikke havde fået snakket om i årevis.
Men han vidste, at det byggede op til noget. Det kunne han se på hende. Hun var begyndt at smile på en bestemt måde, når hun troede, han ikke kiggede.
Den tolvte december var en lørdag. Hun havde tændt op i brændeovnen og lagt et tykt uldtæppe ud på gulvet foran den.
Inde bag låge tolv lå en lille glasflaske med massageolie og en seddel.
“I dag er det din tur. Jeg ligger stille, og du har god tid. Rigtig god tid.”
Han så op. Lene stod i døråbningen til stuen i en af hans gamle skjorter og ingenting andet, så vidt han kunne se. Hendes ben var lange og bare i skæret fra ilden.
“Du har planlagt det her længe,” sagde han.
“Siden oktober.” Hun gik hen til tæppet og lagde sig på maven med hovedet på armene. “Jeg sad på lærerværelset og læste en artikel om frække pakkekalendere, mens de andre snakkede om årsplaner. Jeg blev helt rød i hovedet. Birgitte troede, jeg havde feber.”
Han knælede ned ved siden af hende og varmede olien mellem hænderne. Den duftede af kanel og appelsin. Han trak skjorten op over hendes ryg, langsomt, og hørte hende sukke, da hans hænder mødte hendes hud.
Han tog sig tid. Det var trods alt det, hun havde bedt om. Hendes skuldre først, hvor hun altid samlede alle sine spændinger fra de lange dage med stile og forældremøder. Så ned langs rygraden, i lange, langsomme strøg. Han mærkede hende blive blødere under hænderne, mærkede hendes vejrtrækning blive dybere.
“Thomas,” mumlede hun.
“Ja?”
“Du har ikke gjort det her i lang tid.”
“Nej,” indrømmede han. “Det har jeg ikke. Det er jeg ked af.”
Hun vendte sig om på ryggen og så op på ham. Ilden kastede gyldne skygger over hendes ansigt.
“Lad være med at være ked af det,” sagde hun. “Bare bliv ved.”
Han bøjede sig ned og kyssede hende, og hendes arme lagde sig om hans nakke og trak ham med ned på tæppet. Brændeovnen knitrede. Olien duftede af jul. Og han glemte fuldstændig at tælle, hvor lang tid han brugte.
Låge 24
Juleaften var stille. Det havde de valgt. Børnene holdt jul hos deres kærester i år, og i stedet for at køre til svigerfamilien i Vejle havde Lene og Thomas sagt, at de ville være hjemme. Bare de to.
De spiste and og rødkål ved spisebordet med stearinlys og den gode service. De dansede om juletræet, kun to personer, til “Nu er det jul igen”, og grinede så meget, at de var nødt til at sætte sig ned. De åbnede gaverne under træet, og han gav hende den ring, hun havde kigget på i en guldsmedsrude i maj, og hun græd og sagde, at han var en idiot, fordi han havde husket det.
Og så, da klokken var over elleve, og kun lyset fra træet og ilden var tilbage, tog hun den røde kasse frem en sidste gang.
Låge 24 var større end de andre. Bag den lå en lille, flad pakke i guldpapir og et kort.
“Den sidste gave er til os begge. Åbn den, og så går jeg ovenpå. Kom efter fem minutter.”
Han åbnede pakken. Indeni lå et sæt blondelingeri i dyb vinrød. Han løftede det forsigtigt op i lyset og mærkede sit hjerte slå hårdt og hurtigt i brystet, som om han var tyve igen.
Da han så op, var hun allerede på vej op ad trappen. Hun stoppede halvvejs og kiggede ned på ham over gelænderet.
“Fem minutter,” sagde hun. “Ikke et sekund før.”
“Og hvad nu, hvis jeg snyder?”
“Så har du ikke forstået pakkekalenderen.”
Hun tog lingeriet ud af hans hænder, med et smil, der fik ham til at holde vejret, og forsvandt ovenpå.
Han sad i sofaen og så på uret på væggen. Det var de længste fem minutter i hans liv. Han tænkte på silkebåndet den første december. På olien og ilden den tolvte. På alle de små låger imellem, gåturen i skoven, opvasken, de brændte mandler. Han tænkte på, at han havde været gift med den her kvinde i atten år, og at han stadig ikke vidste alt om hende. Og at han glædede sig til at finde ud af resten.
Da viseren ramte fem minutter, rejste han sig og gik op ad trappen.
Døren til soveværelset stod på klem. Hun havde tændt små lys i vindueskarmen, og hun stod ved vinduet med ryggen til ham. Det vinrøde blonde sad på hende, som om det var syet til hende, og udenfor var det endelig, mod alle prognoser, begyndt at sne.
“Glædelig jul,” sagde hun uden at vende sig.
Han gik hen og lagde armene om hende bagfra og kyssede hende på skulderen.
“Glædelig jul,” hviskede han. “Er der flere låger?”
Hun vendte sig om i hans arme og så op på ham med det smil, han havde lært at elske hele december.
“Den her låge,” sagde hun og tog hans hånd, “åbner vi sammen.”
Resten af juleaften tilhørte dem, sneen og de små lys i vindueskarmen.
Næste morgen fandt han en ny seddel på hovedpuden. Hendes skrå bogstaver igen.
“Næste år er det din tur til at lave kalenderen. Jeg glæder mig allerede. L.”
I samme stemning
Vi sælger ikke selv. Klikker du videre, går du til den butik, der fører varen, til samme pris som hos butikken.
