Erotisk julenovelle · læsetid ca. 8 minutter · En snestorm, en dobbeltbooking og en brændeovn, der bliver ved med at knitre.
Sneen begyndte den 27. december om eftermiddagen, og om aftenen var vejen ud til Grenen forsvundet under et tykt, hvidt lag, som ingen havde set komme. Radioen talte om den værste snestorm i Nordjylland i tyve år. Politiet frarådede al kørsel. Toget fra Frederikshavn var aflyst.
Ida Lund stod i entréen i det lille, stråtækte sommerhus i klitterne og stirrede på manden, der lige var kommet ind ad hendes dør med sne i håret og en rygsæk over skulderen.
“Jeg tror, der er sket en fejl,” sagde han.
“Det tror jeg også,” sagde hun.
Han hed Jonas Vind, var 41 og lydtekniker fra Aarhus, og han havde en bookingbekræftelse på sin telefon, der sagde præcis det samme som hendes: Sommerhuset Klitrosen, 27. december til 2. januar. Udlejningsbureauet havde lukket for julen. Telefonsvareren sagde, at de åbnede igen den 3.
“Jeg kan køre tilbage til byen,” sagde han og så ud på sneen, der piskede mod ruderne. “Der må være et hotel.”
“Du kommer ikke ti meter,” sagde Ida. Hun var 38, arkitekt i København, og hun var kørt herop for at være alene med en skitsebog og sine tanker efter et år, der havde været for travlt og for fuldt af andre mennesker. Hun havde ikke regnet med at dele det med nogen. Men hun var heller ikke et menneske, der ville sende nogen ud i en snestorm.
“Der er to soveværelser,” sagde hun. “Du tager det lille. Jeg har allerede pakket ud i det store.”
“Det er meget venligt.”
“Det er meget praktisk.”
Han smilede. Det var et pænt smil, lidt skævt, med små rynker ved øjnene. Hun bemærkede det og besluttede at lade være med at bemærke det.
De første to dage holdt de afstand. Høflig, venlig afstand, som to fremmede i et tog. Han stod tidligt op og lavede kaffe til dem begge, en stor kande, som om det var den naturligste ting i verden. Hun sad ved spisebordet ved vinduet og tegnede klitterne, der var blevet til bløde, hvide bølger. Han sad i lænestolen med høretelefoner og en bærbar og redigerede lyd til en dokumentar om fyrtårne.
Om aftenen lavede de mad på skift. Han lavede en gryderet med det, der var i fryseren, og den var overraskende god. Hun lavede pasta med citron og parmesan, og han sagde, at det var det bedste, han havde spist hele julen, hvilket hun ikke troede på, men gerne ville høre igen.
Og hver aften tændte de op i brændeovnen.
Det var en gammel, sort ovn med et lille glasvindue, og den stod midt i stuen som et hjerte. De satte sig foran den uden at aftale det, hun i sofaen med et tæppe, han på gulvet med ryggen mod lænestolen. De talte. Først om ingenting, vejret og bureauet og hvem der mon havde lavet fejlen. Så om mere.
Han fortalte om sin far, der havde været fyrpasser på Hirtshals, og om hvordan han som dreng havde siddet i tårnet og lyttet til havet. Hun fortalte om den lejlighed på Nørrebro, hun havde købt alene efter et langt forhold, der var gået i stykker, og om hvordan det havde føltes at male væggene i præcis den farve, hun selv ville.
“Hvilken farve?” spurgte han.
“Den hedder Havtorn. Den er en slags varm orange.”
“Det passer til dig.”
“Du kender mig ikke.”
“Nej,” sagde han og så på hende i skæret fra ilden. “Men jeg kunne godt tænke mig at gøre det.”
Den tredje aften gik strømmen.
Det skete lige efter aftensmaden, med et lille klik og så mørke. Køleskabet holdt op med at summe. Lampen over spisebordet slukkede. Kun brændeovnen var tilbage og kastede et rødt, flakkende lys over stuen.
“Det var det,” sagde Jonas fra mørket. “Så er det ovnen og os.”
De fandt stearinlys i en skuffe og et ekstra tæppe i skabet. Det blev hurtigt koldt i resten af huset, så de slæbte madrassen fra det lille soveværelse ind og lagde den foran ovnen med alle de puder og tæpper, de kunne finde.
“Bare så vi ikke fryser,” sagde han.
“Selvfølgelig,” sagde hun.
De lå ved siden af hinanden under tæpperne og så ind i flammerne. Der var en halv meter imellem dem. Hun var meget bevidst om den halve meter. Hun kunne høre hans vejrtrækning og mærke varmen fra hans krop, selv på den afstand.
“Ida,” sagde han efter lang tid.
“Ja?”
“Jeg vil gerne være ærlig. Jeg har tænkt på dig, siden du åbnede døren og sagde, at du også troede, der var sket en fejl.” Han lå stadig på ryggen og så op i loftet. “Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget ved det. Du er kørt herop for at være i fred, og jeg er gæsten, der ikke var inviteret. Men jeg ville ikke ligge her og lade, som om det ikke var sådan.”
Hun vendte hovedet og så på ham. Ilden tegnede hans profil i rødt og guld.
“Jeg kørte herop for at være alene,” sagde hun langsomt. “Fordi jeg havde glemt, hvordan det føltes at have lyst til noget for min egen skyld. Ikke fordi nogen forventede det. Bare fordi jeg selv ville.”
“Og?”
“Og nu ligger jeg her og har lyst til at kysse dig. For min egen skyld.”
Han vendte sig om mod hende. Den halve meter var pludselig meget kort.
“Er du sikker?” spurgte han. “Du kan sige nej. Du kan også sige ‘måske i morgen’. Jeg går ingen steder, vejene er lukkede.”
Hun grinede, og det løsnede noget i hendes bryst. “Jeg er sikker.”
Han rakte hånden ud og strøg en hårlok væk fra hendes pande, så forsigtigt, som om han var bange for at skræmme hende. Hans fingre var varme og ru, fingre der havde skruet på mixerpulte og båret kabler i tyve år. De gled ned langs hendes kind, hen over hendes kæbe, og blev hvilende under hendes hage.
Så kyssede han hende.
Det var et langsomt kys. Han havde ikke travlt, og hun opdagede, at hun heller ikke havde. Hans læber smagte svagt af den te, de havde drukket efter maden. Hun lagde hånden på hans bryst og mærkede hans hjerte slå, hurtigere end hun havde troet.
Da de slap hinanden, så han på hende i ilden, og hun så på ham, og ingen af dem sagde noget i lang tid.
“Du er kold på fingrene,” sagde han til sidst og tog hendes hænder mellem sine.
“Det er en snestorm.”
“Kom her.”
Hun rykkede helt ind til ham under tæpperne. Han lagde armen om hende, og hun lagde hovedet mod hans skulder og mærkede varmen fra hans krop sprede sig gennem hende. Han duftede af brænderøg og uld og noget, der bare var ham.
Hun kyssede hans hals. Han trak vejret dybt ind. Hendes hånd gled ind under hans trøje og hvilede mod hans mave, og hun mærkede ham sitre.
“Ida,” hviskede han.
“Hvis du spørger, om jeg er sikker en gang til, så går jeg ind i det kolde soveværelse,” hviskede hun tilbage.
Han lo lavt mod hendes hår. “Så spørger jeg om noget andet. Må jeg tage din trøje af?”
“Ja.”
Han gjorde det langsomt. Den tykke strikketrøje gled op over hendes hoved, og den varme luft fra ovnen ramte hendes bare skuldre. Han kyssede dem, den ene og så den anden, og hun lukkede øjnene og lod sig falde ned i tæpperne og varmen og fornemmelsen af hans mund mod sin hud.
Udenfor hylede vinden om stråtaget. Sneen lagde sig i tykke lag mod ruderne. Og inde i stuen knitrede brændeovnen videre, mens to mennesker, der ikke havde kendt hinanden for tre dage siden, langsomt fandt ud af, hvordan den anden lød, når de holdt vejret.
Hvad der skete resten af den nat, vidste kun ilden.
Strømmen kom tilbage næste morgen klokken syv. Køleskabet begyndte at summe. Lampen over spisebordet tændte med et lille ryk. Ida vågnede ved lyden og lå et øjeblik og prøvede at huske, hvor hun var.
Så mærkede hun hans arm om sig og huskede det hele.
“Strømmen er tilbage,” mumlede Jonas bag hende med munden mod hendes nakke.
“Mm.”
“Vi kan flytte madrassen tilbage.”
“Det kan vi.”
Ingen af dem rørte sig.
Udenfor var stormen ovre. Himlen over klitterne var lyseblå og helt klar, og sneen lå så hvid og ren, at det gjorde ondt i øjnene. Et sted ude over havet skreg en måge.
“Ida,” sagde han.
“Ja?”
“Vejene bliver ryddet i dag. Jeg kan finde et hotel i byen, hvis du vil være alene igen. Det mener jeg.”
Hun vendte sig om i hans arme og så på ham. Hans hår strittede i alle retninger, og der var et aftryk af en pude på hans kind.
“Bookingen løber til den 2. januar,” sagde hun.
“Det gør den.”
“Og der står dit navn på den.”
“Også dit.”
“Så synes jeg, det ville være uhøfligt over for bureauet, hvis en af os ikke brugte den.” Hun kyssede ham på næsen. “Bliv. Vi kan se nytårsfyrværkeriet fra klitten. Og bagefter kan du fortælle mig flere ting, jeg ikke ved om dig.”
Han smilede det skæve smil, som hun ikke længere prøvede at lade være med at bemærke.
“Det har jeg rigtig mange af,” sagde han.
“Godt,” sagde hun. “Vi har fem dage.”
I samme stemning
Vi sælger ikke selv. Klikker du videre, går du til den butik, der fører varen, til samme pris som hos butikken.
